Opdateret 14. december 2013
Vigtigt! I relation til denne dagbog, så læs venligst:
Afsked med en god ven og kriger
Her til morgen, fik jeg endelig mine medicinkompetencer af SMO (Senior Medical Officer) officielt. Det er hende der har det overordnet sanitetsansvar hernede. Så nu er jeg officielt redder med Niv. 3 kompetence.
Tilbage til PTR. Vi gik taktisk ud i Zonen imod øst. Da vi kom ca. 1000 m ud, begyndte de civile at trække sig længere væk fra os imod øst. Det er normalt en tydelig ”Combat Indicator” da de ved, at der kan komme kamp, hvis Taliban har i sinde at give os lidt modstand. På et tidspunkt ca. 200 m foran mig, skete der en eksplosion. !!! (Fuck) vi så 2 mand falde til jorden. Alle andre falder som standard også ned og vi sikrer 360 grader, klar til alt.
Den første tanke for mig var ikke om Taliban nu angriber, men hvad fanden er der sket oppe foran. Da der var ro, skyndte vi os frem sammen med delingens radiomand. Deres egen sygehjælper (GV3) var allerede hos soldaten og havde påbegyndt den psykiske førstehjælp, samt fundet forbindinger frem. Soldaten havde selv påbegyndt at lægge et tonique på sit ben (en rem som strammes til, for at stanse blødninger ifx arme eller ben, det erogså kendt som et knebelpres).
Vi fik hurtigt sat sikring ud og undersøgt den tilskadekomne fra top til tå. Han var ramt i låret og havde en flænge i hagen, ellers fandt vi ikke andre skader. Jeg løsnede det tonique der var anlagt på benet, da der var styr på blødningen. Efter vores hurtige ”full body/top til tå” undersøgelse, ankom resten af vores gruppe og vi var nu fire BEH om ham. (Nice) ! GF fik udfyldt journal og sendt besked til delingens RDO mand, så vi kunne få sendt besked til lejren.
Han blev meldt som kritisk, da det er vores standard hvis huden er penetreret. Så tages der ingen chancer.
De to andre BEH fik lagt forbindinger og givet psykisk førstehjælp. Jeg fik lagt en velfungerende IV (intravenøs) adgang, og ad denne givet smertestillende og kvalmestillende. Jeg giver kvalmestillende for at modvirke bivirkningerne fra det smertestillende, samt som forebyggelse imod kvalme / opkast da han skal evakueres med helikopter. Det kan godt være lidt vildt, så det er rart, han ikke bliver for dårlig på båren.
Efter vores HLZ (Helikopterlandingsplads) var klart, fik vi båret ham derover. Hele tiden får vi informationer om ETA for MEDIVAC-helikopteren (det vil sige hvornår helikopteren er klar til at lande). Vi fik lidt ro på situationen, sat væske op til vores patient (PT) og klargjort ham til flyveturen. Imens fik min kører behandlet den anden PT vi åbenbart havde. En af vores ANA soldater var ramt ved øjet. Han var stabil, og ikke kommet slemt til skade, men skulle alligevel lige ses efter og med i helikopteren.
”2 minuts” okay, så skal vores PT pakkes sammen. De soldater fra delingen, der skulle bære (6 styk) sad klar og jeg sad ved hovedet hos PT’en. Det er rigtig vigtigt, at jeg lige får forklaret ham hvad der nu skal ske, og hvad forløbet inde på felthospitalet er. Når han lander der, er det et britisk MEDTEAM der er klar og alt går stærkt (på engelsk). Det er ligesom en dansk traume stue, og dem der har været med eller selv prøvet det, ved det er skide ubehageligt at være PT. Oven i købet foregår det hele på engelsk. Vi har vores egen SANBM (sanitetsbefalingsmand) og to sygeplejersker i Camp Bastion, som øjeblikkeligt tager kontakt til de danskere der lander derinde.
Men som lyn fra en klar himmel, kom der en Black Hawk lavt indover vores HLZ. Han skannede lige området lynhurtigt og meldte område sikkert til helikopter nr. 2. Et øjeblik efter kom den næste Black Hawk taktisk (lavt) indover bygningerne og smed sig smidigt ned på marken. Vi sad klar til at bære ind i larmen, men vi skal først lige have ”GO” fra deres folk inden vi nærmer os. Deres load master (medic) tog kontakt til min GF og han fik overdraget journalen på vores PT. Et sekund efter fik vi ”GO” han blev læsset og vi trak tilbage. Inden vi fik set os om, var de to Balck Hawk’s væk og der var ro i området igen. Det var en vild oplevelse og adrenalinen pumper på højtryk i hele kroppen under en skarp og taktisk MEDIVAC. Men alt gik som det skulle og vi var tilfredse med vores arbejde derude.
Chefen ville have en klarmelding og derefter fortsatte vi frem på vores PTR. Inden afgang fik vi lige sendt en melding ud over radioen til alle drengene om at deres ven og kollega var stabil og okay (trods omstændighederne). Det er en vigtig melding, der giver ro iblandt dem. Det ser voldsomt ud og der løber mange tanker igennem hovedet, når man sidder langt væk og sikre.
Vi kom tilbage til i lejren og som altid var der debrifing. Vi fik vendt og drejet oplevelsen og noteret godt og dårligt.
Vi spiste lidt mad og gik til ro, godt brugte igen. Under aftenmødt fik vi at vide den tilskadekomne var OK, og allerede var oppe og gå. Han bliver udskrevet i morgen, hvor den derefter står på lidt ro i Camp Bastion, inden han sendes herud igen.
[box_tip]Schultz’ dagbøger
- Dagbog fra fronten – Afghanistan Hold 11
- Afrejse og ankomst
- Slapper dag i Camp Bastion
- Afrejse fra Camp Bastion
- Overdragelse af stumper og vores ansvar
- Sidste dag for Hold 10’s Medic.
- Hold 10 flyver hjem og vi er alene på kontoret !
- Oprydning i lejren
- En gruppe til Budwan (Amadillo)
- PTR med ANA.
- PTR igen med ANA og afhent køjesække (endelig).
- Fuck en dag…. !
- PTR aflyst og Ingeniører tilkaldt.
- PTR i Green Zone (handover/takeover)
- MEDIVAC fra Green Zone
- Ny PTR i den sydøstlige del af Green Zone
- Endnu en PTR i green Zone
- Hovsa opgave og regn !!! meget regn..
- Regn regn regn og operation oprydning af lejr..
- IEG ankommer og DF tager hjem til Price igen.
Kommentare