Rusland sender soldater på øvelse ved grænsen til Afghanistan

Russisk bekymring over situationen i Afghanistan. Taliban er på fremmarch efter amerikansk tilbagetrækning.

Foto: Ministry of Defence of the Russian Federation

Soldater fra Rusland og Usbekistan har mandag indledt en fælles militærøvelse langs grænsen til Afghanistan.

Der er i begge lande bekymring for, at den interne sikkerhed i Afghanistan er ved at bryde sammen, og at det kan brede sig til lande i Centralasien.

Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at der deltager 1500 russiske og usbekiske soldater i den fem dage lange øvelse.

Fra mange hjørner af Afghanistan lyder det, at oprørerne fra Taliban indtager område efter område. Det er accelereret, efter USA og vestlig allierede i sommer har trukket deres soldater ud af Afghanistan.

Som et tegn på, hvor alvorligt Rusland tager den mulige trussel fra Afghanistan, så har regeringen i Moskva bebudet, at den sender endnu større militære enheder til Tadsjikistan for at deltage i fælles øvelser senere på ugen.

LÆS OGSÅ :  Kofod: Vi har evakueret 20 fra Afghanistan ad landevej

Her skal deltage soldater fra Rusland, Usbekistan og Tadsjikistan. Det sker fra 5. til 10. august.

Usbekistan og Tadsjikistan er begge tidligere sovjetrepublikker.

Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, siger mandag i en tale til parlamentet i Kabul, at forværringen i Afghanistan skyldes USA’s “pludselige” beslutning om at trække sine soldater hjem.

Soldaterne kom til Afghanistan i efteråret 2001. Det var efter al-Qaedas store terrorangreb på USA. Deres mission var at fordrive al-Qaeda og Taliban.

LÆS OGSÅ :  Sidste udkald for dansk evakuering af tolke og lokalansatte

– Den øjeblikkelige situation skyldes en pludselig beslutning om at trække de internationale styrker ud, siger Ghani.

– Vi har haft en uventet situation i de sidste tre måneder, mener han.

Men han tilføjer, at regeringen har en plan. Den vil bringe situationen under kontrol i løbet af det næste halve år. Og USA støtter planen, lyder det fra Ghani.

USA har ladet forstå, at selv om det trækker sig ud, så er det klar til at udføre flyangreb mod islamistiske oprørere.

 

 

/ritzau/Reuters

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *