Ny bataljon ved GHR

Bemærk: Denne artikel er mere end 15 år gammel. Indholdet kan være forældet.

Gardehusarregimentet i Slagelse fik ved månedens start igen en II bataljon. Hæren er en del af hærens nye struktur, og Gardehusarregimentet består nu af en hesteskadron og fire bemandede bataljoner. Hertil kommer muligheden for yderligere at oprette IV Reaktionsstyrkebataljon.

II panserinfanteribataljon blev officielt oprettet i forbindelse med en parade på Antvorskov kaserne, hvor regimentschef, oberst T. M. Paulsen, bød bataljonen velkommen og overrakte bataljonschefen, oberstløjtnant K. Pedersen det nye kvartermærke. Bataljonens mærke er Thors hammer flankeret af et lyn på hver side omkranset af en sabeltaske.

Thors Hammer symboliserer kraft og præcision. Hammeren vender altid tilbage til udgangspunktet – klar til kamp igen. Bataljonens motto er ”Thors Lyn – Thors Hammer!”

Bataljonens historie kan føres tilbage til det gamle Gardehusarregiment i Næstved. Herfra blev Bataljonen overført til Sjællandske Livregiment den 1. april 1976. Efterfølgende har bataljonen eksisteret som II Panserbataljon i Slagelse, indtil den blev nedlagt i forbindelse med Regimentssammenlægningen i 2001.

Bataljonen består af en stab, et stabskompagni, et panserinfanterikompagni og muligheden for at oprette et reaktionsstyrkekompagni. Bataljonen skal danne grundstammen for ISAF hold 16, der er planlagt udsendt august 2013.

Den nye bataljon hvilede ikke på laurbærrene, men tog hul på uddannelsen i form af en øvelse på Bornholm, hvortil man blev sejlet fra Køge.

Afslutningsvis skal bemærkes, at ”Thors Hammer” Bataljonens første udrykning blev fulgt af et kraftigt tordenvejr hele vejen over Sjælland, hvilket må siges at være en passende start.

Kilde HOK –
Af Nicolai Martinu, kaptajn, næstkommanderende II/GHR

Abonnér
Giv besked om

1 Comment
Ældste
Nyeste Flest stemte

Staver vi ikke Tor uden H?

Bortset fra det, så tillykke til bataljonen og Garderhusarregimentet.

Nyheden om den nye bataljon får mig samtidig til at tænke over den enorme udhulning af vores hær. Hvor mange bataljoner har vi egenligt tilbage i dag? 10 stykker?