Kronik : Forsvarets vigtigste ressource

Arkiv billede: Oberstløjtnant Niels Henrik Tønning. Da han var Stabsofficer Plans & Policy ved NATOs internationale militære stab

NIELS HENRIK TØNNING, Oberstløjtnant, stabsofficer, Plans & Policy ved NATOs internationale militære stab, Belgien.

Oberstløjtnant Niels H. Tønning
Oberstløjtnant Niels H. Tønning

Alle i forsvaret har på et eller andet tidspunkt hørt, at personellet er forsvarets vigtigste ressource.

Det er efter min opfattelse ikke kun rigtigt, men også en afgørende forudsætning for at forstå den styrke, som organisationen har, når vi alle trækker på samme hammel.

Forsvaret har altid kunnet få personellet til at yde en ekstraordinær indsats. Store besparelser, nedlæggelse af tjenestesteder eller nye missioner. Alle har taget ejerskab på udfordringerne, og fået humlebier til at flyve.

De færreste har startet med at stå med hånden fremme og bedt om midlertidig tjeneste, godtgørelse for merarbejde, midlertidig højere aflønning eller engangsvederlag for at gå den ekstra mil. Alle vil selvfølgelig gerne honoreres, men primært fordi man herved oplever en anerkendelse af den ekstra indsats og bedre kan retfærdiggøre afsagnene overfor familien.

Forsvarsforliget har med HR-strategiens velsignelse stort set fjernet ethvert økonomisk incitament til at yde en ekstra indsats, og jeg tror det er en uhyre farlig udvikling.

Lidt sat på spidsen, så signalerer man nu, at personellet ikke er en ressource, men en omkostning.

LÆS OGSÅ : Med klaphat og skyklapper – gør danske generaler klar til kamp!

Det var ikke kun frugt og idræt der forsvandt med fjernelsen af de 66 tiltag. Det var også den anerkendelse der ligger i, at man er værd at fastholde. Nu skal man være taknemmelig for bare at have et job. Man vil ikke længere fra forsvarets side investere i personellets udvikling gennem joberfaring eller uddannelse. Det er nu den enkeltes eget ansvar, og man må selv bære en stor del af både udgifter og ulemper.

Men lad os indledningsvis slå fast, at forsvaret det er ikke et værested.

Når forsvaret betaler din løn, så er det fordi man har brug for din arbejdskraft, og uanset hvad man signalerer, så er lønnen ikke for høj. Påstanden om at vi er lønførende eller vores løn er steget mere end i resten af staten, er uden hold i virkeligheden. Lønnen har præcis den størrelse, som to parter er blevet enige om, og stigningerne år tilbage skyldtes alene at missionsydelser og merarbejde blev talt med i timelønnen, og hver dag stadigvæk kun talte som 7,4 timer.

man signalerer nu, at personellet ikke er en ressource, men en omkostning.

150% betaling for merarbejde er heller ikke for dyrt – forsvaret betaler jo kun for for de ekstra timer man har brug for.

Det er en langt mere fleksibel løsning for forsvaret, for alternativet vill jo være en fuldtidsansat, som man måske ikke kunne nyttiggøre 100%.

Når forsvaret beordrer folk til midlertidig tjeneste, så er det jo fordi forsvaret har et behov – ikke fordi vi har lyst til at leve adskilt fra familie og venner.

Det er næppe tiltænkt, men jeg tror at forsvaret nu risikerer at fremme en kultur, hvor personellet netop vil stå med hånden fremme, at man ikke vil gå den ekstra mil, og ikke tager ejerskab på forsvarets udfordringer.

LÆS OGSÅ : Whistleblowers er altid godt, men giv nu soldaterne og Forsvaret lidt arbejdsro

Den udvikling er hverken i forsvarets eller vores interesse, og jeg håber derfor også at vi sammen kan imødegå det i en konstruktiv dialog.

Vi har, som ansatte, ikke valgt at være i forsvaret for at fylde de nederste trin af behovspyramiden, men fordi vi tror på det vi laver. Vi ved at vi gør en forskel, og jeg syntes vi skal gøre hvad vi kan, for at bevare korpsånden og få gjort op med de politiske oplevelser af råddenskab og utilstrækkelighed.

Forsvarets ansatte er ikke en omkostning, og det er faktisk heller ikke kun en ressource.

Vi er forsvarets vigtigste operative kapacitet.

Isenkram bekæmper ikke talibanere eller pirater, finder forsvunde personer, slukker containerbrande eller hjælper fiskere i nød.

Vi er ikke som alle andre. Ingen kan det samme som os. Og vi gør det faktisk rigtigt godt.

– NIELS H. TØNNING

Skrevet af Gæsteskribent

37 kommentarer

Skriv et svar

One Ping

  1. Pingback:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0