Venstre og SF kræver svar af Bramsen i sag om forsker

Efter artikel i Weekendavisen vil Venstre og SF have “ærlige” svar fra forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Arkivfoto: Trine Bramsen i åbent samråd i Forsvarsudvalget om forsvarsministerens ophold på Ærø

Er forsker ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen blevet truet til tavshed?

Det spørgsmål bliver nu igen rejst – denne gang af både SF og Venstre.

Venstre trækker forsvarsminister Trine Bramsen (S) i samråd, mens SF har sendt en byge af folketingsspørgsmål afsted mod hende.

Weekendavisen beskriver fredag i en artikel, at Peter Viggo Jakobsen – efter kritiske udtalelser om Pakistan – har fået at vide, at han enten finder et andet job eller udtaler sig mindre.

– Vi beder nu Trine Bramsen om at komme i samråd. Vi har brug for at få afklaret, om det virkeligt kan være rigtigt, at Peter Viggo Jakobsen har fået begrænset sin mulighed for at udtale sig.

– Og at han ikke som forsker har den uafhængighed, der er helt afgørende i et demokrati som vores, siger Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt.

Ikke kun oppositionen afkræver Trine Bramsen svar.

Støttepartiet SF’s forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen, har sendt en stribe folketingsspørgsmål afsted – selv om både Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen i artiklen afviser at have lagt pres på Peter Viggo Jakobsen eller Forsvarsakademiet.

– Artiklen tegner et bekymrende billede. Og det er da kun godt, hvis ministeriet og Forsvarskommandoen helt kan afvise at have haft noget med det at gøre.

– Jeg vil så bare gerne have bekræftet fra forsvarsministeren, at det er rigtigt, og at vi 100 procent kan regne med, at det også er det, der er sket i virkeligheden, siger Anna Valentina Berthelsen og fortsætter:

– Når vi stiller spørgsmål til en minister, lægger ministeren hovedet på blokken og må ikke lyve. Det har vi brug for i denne sag. For har der været et pres, er det vigtigt, at der kommer en konsekvens, siger hun.

Heller ikke Lars Christian Lilleholt stiller sig tilfreds med ministeriets forklaring i artiklen:

– Vores tillid til Trine Bramsen kan ligge på et relativt lille sted. Derfor kalder vi hende i samråd.

– Vi skal vide, om forsvarsministeren har blandet sig i hans ansættelsesforhold. Der skal være en klar armslængde. Den er tilsyneladende blevet brudt, og det skal vi have en forklaring på, siger han.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, har ikke meget til overs for insinuering af at forsvarsminister Trine Bramsen (S) skulle have lagt pres på kritisk forsker.

– Sagen burde i stedet give anledning til, at vi på Christiansborg tænker over, om der ikke burde være en nedre grænse for, hvad man kan anklage politiske modstandere for helt uden at kunne dokumentere sine påstande, siger han.

 

/ritzau/

Kommentare

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *