Medie: Trine Bramsen rasede over Peter Viggo Jakobsen

Weekendavisen skriver, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) højlydt brokkede sig over Peter Viggo Jakobsen.

Peter Viggo Jakobsen. Arkivfoto: Forsvaret, Sune Wadskjær Nielsen

Forsker ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen fik i august påkaldt sig forsvarsminister Trine Bramsens (S) vrede.

Det skete efter udtalelser i forbindelse med tilbagetrækningen fra Afghanistan.

Det skriver Weekendavisen baseret på en række anonyme kilder, efter at Olfi.dk i august skrev, at forskeren var blevet fyret. Olfi trak efterfølgende historien tilbage.

Ifølge Weekendavisen var det en kritisk udtalelse den 19. august om Pakistan, som bistod Danmark med evakueringen, der skabte furore.

– Den udtalelse begejstrede angiveligt ikke den i forvejen pressede forsvarsminister, der ifølge Weekendavisens kilder udtalte sig så højlydt om Peter Viggo Jakobsen, at adskillige medarbejdere i ministeriet kunne høre det, skriver Weekendavisen.

LÆS OGSÅ :  Venstre og SF kræver svar af Bramsen i sag om forsker

Sagen om, at Olfi.dk fejlagtigt skrev, at Peter Viggo Jakobsen blev fyret, er siden fortsat, da flere offentligt har sat spørgsmålstegn ved, om han er blevet truet til tavshed af ministeriet.

Over for Weekendavisen afviser Forsvarsministeriet af have foretaget sig noget i sagen. Forsvarskommandoen gør i hovedtræk det samme.

Avisen skriver dog, at kilder fortæller, at Peter Viggo Jakobsen den 20. august var indkaldt til møde med Forsvarsakademiets dekan, Peter Dahl Thruelsen.

Her fik forskeren ifølge avisen at vide, at der var et ønske om, at han enten fandt sig et andet job eller mindskede sin offentlige profil.

Hvis han ikke gjorde det, risikerede Forsvarsakademiet – med avisens ord – en “omstrukturering” af hans afdeling eller at blive udflyttet.

LÆS OGSÅ :  Venstre og SF kræver svar af Bramsen i sag om forsker

Få dage efter skrev Olfi.dk, at Peter Viggo Jakobsen var blevet fyret. Det blev tilbagevist af Forsvarsakademiet, der den 23. august tweetede:

– Vi kan afkræfte diverse historier om, at Peter Viggo Jakobsen er blevet fyret. Han er stadig ansat ved Forsvarsakademiet.

Og den 27. august tweetede Forsvarsakademiet:

– Peter Viggo Jakobsen er en central forsker og underviser på Forsvarsakademiet, der leverer vigtige bidrag til den sikkerhedspolitiske debat i Danmark. Forsvarsakademiet støtter Peter Viggos fortsatte store engagement i den offentlige debat.

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *