SORT DAGGRY: Tom Clancy møder Leif Davidsen, der møder Al Qaida og terrorfrygt, som blander biologiske våben med et af vores skrækscenarier. Det er Thomas Rathsack og hans nyeste bog ’Sort Daggry’.
Hovedpersonen er den samme, og det samme gælder nogle af følgesvendene fra ’Shadow Army’. Både de gode og dem, man ikke ønsker at gense. Det er spænding på højt plan og i et scenarie, der har rykket sig fra Afghanistan til Somalia, og som undervejs fører terrortruslen nærmere vores hverdag.
Var man vild med ’Shadow Army’, som var Rathsacks første skønlitterære roman (2011), bliver man ikke skuffet over ’Sort Daggry’. Jægersoldaten Michael Plessner fortsætter ufortrødent i højt tempo. Sidste gang gjaldt det Afghanistan. Denne gang er operationens første mål i Somalia. Men målet flytter sig undervejs og når ubehageligt tæt på.
Er man til spændingskrimier i Tom Clancy-genren, er man også til Thomas Rathsacks bøger. Der er en god fremdrift i bøgerne. En page-turner, som det hedder på godt nydansk. Vi følger flere personer fordelt på flere kontinenter. Vi er både med de gode og de onde – og med dem, der ikke aner, hvad der foregår. Vi får et indtryk af bureaukrati, når opgaven burde være i fokus, og selv om vi ved, at det nok ender godt, er vi alligevel spændt på at se hvordan.
Styrke i forfatterens viden
Rathsacks store styrke er indsigten i det, han skriver om. Selvfølgelig jægerkorpset specifikt, men det gælder også resten af forsvaret og samarbejdet med alliancepartnere og øvrige civile myndigheder. Det er en voldsomt ubehagelig terrortrussel, vi er oppe imod i bogen, og beskrivelsen af såvel den som FE’s forsøg på at imødegå den virker i store træk troværdig.
I store hele, fordi: Når hele bogen vidner om indsigt, erfaring og stor research forud for, er det så ærgerligt, at en fjollefejl som en klassifikationsbetegnelse finder sted: Når ”YDERST HEMMELIGT” blandes sammen med den engelske betegnelse ”TOP SECRET” til ”TOPHEMMELIGT”. Ligeledes kan den altvidende fortæller nogle gange gå lidt for vidt. Som når han (også) er inde i hovedet på en mand, der er ved at dø – og dør. Nogle gange er less more.
Men! Når jeg tager den finlitterære hat af, er der ingen tvivl om, at jeg følte mig godt underholdt i Plessners selskab, og det vil jeg også gøre, når et nyt Arktis-drama venter i næste roman.
Skræmmende, fordi det kan ske
Rathsack skriver ikke bare for at skrive, men fordi han faktisk gerne vil fortælle en historie. Den nerve mærkes i historien, og den nerve driver historien frem. Undervejs bliver man klogere på Al Shabaab og samarbejdet med Al Qaida – og ikke mindst bliver man påmindet om det skrækscenarie, biologiske våben udgør.
Det værste ved romanen har intet med romanen som fiktion at gøre, men er derimod frygten for, at det rent faktisk kan ske. Det gør romanen til mere end god underholdning. Det giver også desto mere grund til at læse den.
Til vores læsere, der endnu mangler at udfylde ønskesedlen – eller finde en gave til kæresten, så er her et rigtigt godt bud: 332 siders Sort Daggry.
Læs den før din fjende.
Kommentare