Ny forsvarsuddannelse i Grønland på værnepligtslignende forhold

Selvstyret skal beslutte, hvordan ny forsvarsuddannelse i Grønland skal laves. Minister venter 15 grønlændere.

Arkivfoto: Forsvaret. Inspektionsskibet Triton ind i Kangerlussuaq-fjorden.

Inden for de kommende år skal grønlandske unge kunne søge ind som elever på værnepligtslignende forhold i bygden Kangerlussuaq, der på dansk kendes som byen Søndre Strømfjord.

Det fremgår af den aftale, som et flertal i Folketinget torsdag præsenterede.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) håber, at mange unge grønlændere vil have lyst til at gøre tjeneste i deres eget land.

– For mig er det en succes, at der kommer så mange som muligt. Realistisk tror jeg, at vi kan starte op med cirka 15. Men hvis der kommer større søgning, er det ikke mig, der kommer til at afvise nogen, der gerne vil optages, siger hun til KNR.

Selvstyret skal selv bestemmer, hvad forsvarsuddannelsen skal indeholde.

Der er ikke tale om værnepligtige i klassisk forstand, men elever på værnepligtslignende forhold. Det skyldes en regel om værnepligt for Grønland.

I 2018 holdt Forsvaret for første gang afprøvning, og i 2019 blev 21 af de 58 fremmødte erklæret egnede. 15 indgik en aftale med Forsvaret.

Sidste år blev afprøvningerne aflyst på grund af udbredelsen af covid-19.

Målet er, at flere grønlændere skal kunne ansættes i Arktisk Kommando, som er en værnsfælles kommando, der varetager Forsvarets opgaver i og omkring Grønland og Færøerne.

På hovedkontoret i Nuuk er der cirka 40 ansatte. Og i kommandoen er der behov for personale, som har indgående kendskab til Grønland og Arktis.

– De kompetencer, man har, når man kender området, er helt, helt afgørende.

– Både når det handler om det militære – altså at holde øje med uønsket sejlads på havene, om data og nedtagning af data, men det handler også om hele det civile: om redningsopgaver, klima- og miljøovervågning, siger Trine Bramsen til KNR.

Det er ikke udgangspunktet, at uddannelsen skal kunne søges af danske unge ifølge ministeren. Men hvis der er et ønske fra Grønland, ser hun gerne på det.

Der er afsat 50 millioner kroner til den nye forsvarsuddannelse frem og med 2023. Det er dog uvist, hvornår det vil være muligt at søge den.

 

/ritzau/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *