Nato fastholder missioner og yder coronastøtte i Irak

Så snart forholdene tillader det implementerer Nato beslutning om øget mission i Irak, siger Jens Stoltenberg.

irak - Foto: Forsvaret

Nato viderefører missioner verden over trods spredningen af coronavirus – men med forebyggende tiltag og reduceret aktivitet.

I Irak, hvor Danmark efter planen skal overtage ledelsen af Natos træningsmission senere i år, hjælper alliancen under coronakrisen.

– Vi er stadig til stede i Irak. Missionens øverstbefalende er der. Vi yder støtte til de irakiske sikkerhedsstyrker, og vi hjælper dem med at håndtere Covid-19-krisen, siger generalsekretær Jens Stoltenberg.

Covid-19 er navnet på den sygdom, som coronavirus fra 2019 forårsager.

LÆS OGSÅ :  Forsvarets Efterretningstjeneste: Stor trussel mod danskere i Irak

I Irak er aktiviteterne reduceret. Men det var de allerede før coronaudbruddet. Det skyldes angreb på baserne og en forværret sikkerhedssituation.

– Niveauet af træning både i Nato og i den globale koalition til bekæmpelse af Daesh (Islamisk Stat, red.) var reduceret – også før krisen med Covid-19. Covid-19 har så føjet yderligere til krisen, siger Stoltenberg.

Nato har tidligere i år truffet beslutning om at øge aktiviteterne i Irak. Alliancen overtager mere af den træning, som den USA-ledede koalition til bekæmpelse af Islamisk Stat i stort omfang har stået for.

LÆS OGSÅ :  Efter missilangreb i Irak: Der blev frygtelig stille

– Vi vil øge vores aktiviteter på landjorden, så snart forholdene tillader det. Og vi er klar til det, siger Stoltenberg.

Under viruskrisen har Nato både i Irak og resten af verden indført forebyggende tiltag for at minimere risikoen for de udsendte soldater.

LÆS OGSÅ :  Regeringen udsender markante nye militære bidrag til Mellemøsten

Men missionerne i Afghanistan og Kosovo fastholdes. Det samme gælder kampgrupper i Polen og i de baltiske lande. Også luftpatruljering og missioner i Det Ægæiske Hav og Middelhavet fortsætter.

– Vi holder fast i vores parathed. Hvis der er behov, kan Nato udsende styrker, der er klar til at møde enhver trussel og udfordring – også midt i coronakrisen, siger Stoltenberg.

Nato-landenes forsvarsministre holder videomøde onsdag. De skal tale om coronakrisen.

 

/ritzau/

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0