Military medicine vs den civile verden

21849Når den danske indsats i udlandet diskuteres fremføres det ofte, og med rette, at danske soldater løser en vanskelig opgave som ikke kan sammenlignes med, eller overføres til, ret meget i den danske dagligdag. Dette er uden tvivl sandt, men hvordan står dette synspunkt når man ser det gennem de sanitetsfaglige/præhospitale briller og kikker på såvel uddannelse som opgave.

Udover de åbenlyse forskelle, der primært findes i det miljø opgaven løses under, findes nogle karakteristiske faglige forskelle som kort belyses i det efterfølgende. I teksten anvendes begrebet ”sygehjælper” som en fælles beskrivelse for alle de funktioner der arbejder præ-hospitalt. Dvs alle fra TSE niveau til ambulancemanden.

I langt den overvejende del af de tilfælde hvor sygehjælperen løser sin opgave, vil skadesmekanismen være kendt. Forstået på den måde at man som sygehjælper i sin træning og sit virke, kan tillade sig at være forudindtaget og forvente at langt størstedelen af patienterne vil præsentere sig med tilskadekomst. Typisk vil den udløsende faktor være høj-energi eller skader som følge af eksplosion. Det betyder at sygehjælperen ikke skal bruge sin primære undersøgelse, eller mentale kapacitet, på at nå frem til en aktionsdiagnose eller isolere hovedproblemet hos patienten, men kan udelukkende koncentrere sig om at behandle de erkendte skader. Yderligere er den patientgruppe der skal behandles, begrænset til raske og unge mennesker, uden et dagligt medicinforbrug og uden sygdomme der komplicerer billedet. Når disse elementer fjernes, er mange af de vanskelige elementer i patientbehandling forenklet.

Dette tjener naturligvis ikke som en påstand om at sygehjælperen har en nem opgave, for selvom patientgruppe og skadesmekanisme forenkler symptombilledet, vil miljø og de voldsomme kræfter der udløser skaden, påføre patienten så mange skader så stabiliseringen af patienten kan blive ganske kompliceret. Sammenholdt med de risici behandlingen finder sted er opgaven stadig yderst vanskelig.

[pullquote_right]Den åbenlyse forskel fra den militære verden til den civile ligger i de patienter der kategoriseres indenfor sygdoms begrebet.[/pullquote_right]Den åbenlyse forskel fra den militære verden til den civile ligger i de patienter der kategoriseres indenfor sygdoms begrebet. Disse falder udenfor alle de forcer som den militære medicin bygger på og derfor vil en sygehjælper opleve en stort uddannelses og erfaringsmangel i såvel undersøgelsesmetodik som behandling af denne patientkategori.

Uden anden evidens end forfatterens skøn vurderes det at 85-90 % af den patientkontakt der sker civilt kan kategoriseres som sygdom. Hertil kommer så den gruppe der ligger i gråzonen hvor tilskadekomsten er den umiddelbare klage men hvor sygdom er den udløsende årsag. Det efterlader 10-15 % med isolerede tilskadekomst/traume, hvoraf kun en brøkdel vil være kritiske og endnu færre vil kunne kategoriseres som mulittraumatiserede. De militære kompetencer er således kun begrænset anvendeligt set i forhold til det patientbillede der eksistere civilt.

Hvad er det så der gør sygehjælperen til et aktiv på skadesteder? Et relativt stort redningskorps kørte for få år tilbage en kampagne under sloganet ”Vi gør noget” Det er netop det der kendetegner sygehjælperen (og andre om end de bare har fået et førstehjælpskursus fra forsvaret) De gør noget. Ikke alene er der altid taget hånd om patienten efter bedste evne og et nogenlunde sikret skadested.
Nej, man mødes næsten også altid med spøgsmålet ”Hvem kan jeg overlevere til?”

På trods af de store forskelle der er på civile og militære præhospitale opgaver og den uddannelse der går forud, er der en stor lighed der træder frem og som kan overføres fra de militære præhsspitale opgaver til de civile. Evnen til at handle, og tage et ansvar for patienten.

Rasmus Malmberg-Lyngby
Redder og ejer af Frontier Medical Solutions
www.frontmed.dk

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *