Kronik: Politikernes forlængede arm

af Kaptajn Klaus Kroll

Klaus Kroll: Vi kan som tidligere udsendte ikke acceptere, at vores indsats i Irak bliver reduceret til et spørgsmål om legitimitet, eller om der skulle være handlet anderledes i forhold til fangeudleveringer. Det er en illusion at tro, at krig kan føres på fredelige vilkår, specielt i en del af verden, hvor kultur, religion og klanstruktur er elementer, der konflikter med skolebogsløsningen.

Krig er ikke andet end fortsættelse af politik med andre midler.

[Citat: Carl von Clausewitz]

Citatet er i al sin simpelhed ganske dækkende for vores indsats i Irak. For at forstå årsagerne til fangeudlevering og det faktum, at englænderne forestod tilbageholdelse af tilfangetagne, skal vi tilbage til hold 3 Irak, hvor Hommel-sagen gav hele forsvarsledelsen og for den sags skyld danske politikere, en berøringsangst af dimensioner. Da man både på politisk niveau og i forsvarsledelsen panikkede over beskyldninger, der viste sig ikke at holde vand, låste man samtidig de efterfølgende holds muligheder for at handle. For at undgå nye sager besluttedes det at lade englænderne tilbageholde mistænkte personer uanset om det var en dansk, engelsk eller tredje nation der var ledende på opgaven.

Da vi ikke blev tildelt midler til at opretholde et dansk ledet fængsel, var man tvunget til enten at overføre tilbageholdte til irakiske myndigheder eller det britiske fængsel, hvor personer mistænkt for eksempelvis fremstillelse af vejsidebomber blev placeret. Foreholdt dette faktum var der kun ét alternativ, nemlig at undlade at tilbageholde personer eller undlade at gennemføre operationer, der kunne medføre tilbageholdelser.

De personer, der endte med at blive tilbageholdt, var alle igennem en grundig screening forud for tilfangetagelsen og selvom vi ligesom dansk politi herhjemme kunne begå fejl, var man mod alle odds ganske gode til at tage de rigtige.

Derfor valgte man en pragmatisk løsning ved at overføre fanger til de irakiske myndigheder der efterfølgende viste sig ikke at overholde gældende konventioner.

Det er undtagelsen snarere end reglen, at tilbageholdte enten er blevet myrdet eller torteret i forbindelse med deres ophold i de lokale myndigheders varetægt, og igen er det nødvendigt at se indsatsen i et større perspektiv. Kan vi, som vel nok de mest etisk korrekte soldater og ganske godt uddannet i konventioner ændre på et gennemkynisk samfund der er blevet forrået gennem generationer? Gamle klanstridigheder, kriminelle/korrupte motiver samt religiøse spændinger var og er en del af Irak, hvilket udmøntede sig i at gamle ugerninger skulle byttes med nye.

Sandheden er ubehagelig, men set retrospektivt var det ganske umuligt at agere anderledes endsige ændre tingenes tilstand med tilbagevirkende kraft. For at tage et konkret eksempel, ikke nødvendigvis med dansk fortegn, kørte der en større operation i Basra-området, hvor en kendt kriminel og våbensmugler skulle fanges eller elimineres. Det lykkedes at fange ham, og her opstår dilemmaet så: skulle han sættes fri eller overdrages til de lokale myndigheder? Det sidste blev løsningen og enden på hans historie var i øvrigt, at han via familiære kontakter undslap fra fængslet.

Det er endog bedre at handle hurtigt og fejle end at tøve, til tidspunktet for handling er passeret.

Citat: Carl von Clausewitz

LÆS OGSÅ :  Fogh: Danmark bør bruge 14 milliarder ekstra på forsvaret

Set i bakspejlets ulidelige klare lys er det åbenlyst, at der skulle have været alternativer til de udleveringer til de lokale myndigheder der foregik, men ud fra en militær læresætning som ovenstående arbejder vi som soldater i reglen ud fra det forhåndenværende søms princip.

Vores opgaveløsning i ekstremt komplekse situationer kræver en stadigt strengere planlægning for at vi til hver en tid kan holde os inden for konventioner, nationale såvel som internationale regler og rules of engagement, hvor sidstnævnte udvikles løbende til hver mission.

Forsvaret har for længst erkendt kompleksiteten og har nu fast tildelt en militær jurist til missionerne netop for at undgå at stå i situationer der efterfølgende kan angribes som værende i strid med konventionerne. Irak var missionen, vi ikke var forberedt på, og hvor vi var vant til, at situationen blev roligere, som holdene gik, havde Irak det omvendt og de sidste hold i Basra blev daglig udsat for angreb.

Vi lever som soldater i en politisk virkelighed både ude og hjemme. Hvert fjerde år skiller vi hele systemet ad og samler det igen efter politikernes forgodtbefindende og lever samtidig med at politikere og meningsdannere kan sidde i trygge Danmark og have en mening om den rå verden som eks. Irak og Afghanistan.

Netop den politiske del er ofte problematisk, da den har det med at ændre sig som opinionstallene kører op og ned. Senest eksemplificeret i Søren Espersen, DF, der kalder en anonym whistleblower og nedgør vedkommende ved at sige, at han skal stå frem som et mandfolk. Søren Espersen, til trods for din folkevalgte status er jeg ikke bleg for at kalde det udsagn kvælende for den frie ret til at ytre sig, uanset om det sker offentligt eller som anonym kilde. Indholdet af personens udsagn er jo rigtigt, og det ville være en behagelig forandring, at Søren Espersen forholdt sig til indholdet i stedet for indpakningen. Vi er de siddende politikeres forlængede arm, og vi forholder os ikke til partifarve, men accepterer de opgaver der stilles uanset, hvilke rimelige eller urimelige krav, der stilles fra politisk hold. Soldater lever ikke med det privilegium, at de får løn for at ytre holdninger til dette og hint, men lever derimod med en risiko for at blive straffet for handlinger, der er sket under kampforhold, selvom handlingerne er sanktioneret oppefra.

LÆS OGSÅ :  Fogh: Danmark bør bruge 14 milliarder ekstra på forsvaret

Hvis rette anomyme vedkommende ikke tidligere har ytret sig offentligt og ikke kan overskue eventuelle konsekvenser af at sige sandheden, er det vel meget rimeligt, at det foregår anonymt. Forsvaret har aldrig været specielt dygtig til at vejlede sine medarbejdere i brug af offentligt tilgængelige medier, og det er stadig tabubelagt at lukke op for sluserne med den viden, man besidder. Havde man en ombudsmandsfunktion i forsvaret, en slags mental amnesti-boks, ville en sag som denne havde været lagt død for længe siden.

Sporene fra Hommel-sagen spøger stadig, og jeg kender ikke nogen, der af egen fri vilje er klar til at blive slæbt hele vejen gennem retssystemet bare for at kunne bevare sin egen integritet. Vi kan som tidligere udsendte ikke stiltiende acceptere, at vores indsats i Irak bliver reduceret til et spørgsmål om legitimitet, eller hvorvidt der skulle være handlet anderledes i forhold til fangeudleveringer. Irak-krigen har sine stærkt beklagelige episoder, men det er en illusion at tro, at krig kan føres på fredelige vilkår, specielt i en del af verden, hvor kultur, religion og klanstruktur er elementer, der konflikter med skolebogsløsningen. Hvorvidt krigen så var legitim eller ej, er for en soldat i bund og grund underordnet, da mandatet er sanktioneret af et demokratisk valgt folketingsflertal. Derudover løste en række hold i Irak en god del opgaver og forbedrede livsgrundlaget for en række mennesker og sikrede, at politi og hær kom til at fungere på et vist niveau. Havde vi ikke været der, havde Saddam eller hans sønner stadig brugt Baath-partiet til summariske henrettelser, daglig tortur og undertrykkelse af en hel befolkning.

Til de politikere på begge fløje, der henholdsvis ønsker undersøgelser af alle tænkelige og utænkelige beskyldninger – og til den anden side, der med al magt ønsker at lægge låg på, hvad der foregår i de udsendte soldaters dagligdag, kan jeg kun opfordre til at forholde jer til virkeligheden og ikke lægge enten akademiske teorier eller opinionsforbedrende tiltag til grund for jeres tilfældige ytringer. Det er blandt andet jer, vi risikerer livet for, uanset om det har været Balkan, Afrika, Irak eller Afghanistan.

Vi uddannede den lokale hær, danske politifolk uddannede det irakiske politi, og vi tilså faktisk de installationer, der er berørt af den verserende sag. Samtidig brugte forsvaret ikke uvæsentlige ressourcer på genopbygning og projekter, der skabte en mere tålelig tilværelse for ganske mange civile irakere. Den del af missionsindsatsen bør være den bærende historie.

Ovenstående er skrevet af undertegnede som privatperson og holdninger samt betragtninger er ikke nødvendigvis delt af forsvaret.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *