Ingen tolke…bliver ladt i stikken…

Vi troede jo at vi ville vinde krigen, og vi taler slet ikke om at vi rent faktisk har tabt den. Politikerne vil ikke indse at vi, og dermed de, har fejlet. Det bærer tolkeaftalen desværre præg af, for den er konstrueret til fungere og blive forvaltet i en verden som ikke eksisterer.

De afghanske tolke…

Anden del:

(Første del: “vi troede at vi ville vinde”)

Som jeg sluttede med at fortælle i første del, så er vi ude over det punkt hvor vi skal diskutere om hvor vidt vi har et ansvar for vores tidligere afghanske tolke. Det er således fuldstændigt underordnet for diskussionen om de var klar over risikoen, hvem der udbetalte deres løn, hvilket firma der havde dem de facto ansat eller om den afghanske stat burde indrullere dem i den offentlige administration eller deres sikkerhedsstyrker.
Vores politikere har fjernet en hver tvivl, ved rent faktisk at tage ansvaret og implementere:

”AFTALE OM HÅNDTERING AF SITUATIONEN FOR TOLKE OG ANDRE LOKALT ANSATTE I AFGHANISTAN” af 22. maj 2013

Og man må sige at det starter lovende ud, allerede i pkt.1 erklæres:

“Der er mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgået nærværende aftale, som skal sikre, at ingen tolke og andre lokalt ansatte, som har bistået den danske indsats i Afghanistan, bliver ladt i stikken i forbindelse med reduktionen af det internationale engagement i Afghanistan”

Kort sagt; ingen af vores tolke bliver ladt i stikken.

Nu er jeg jo soldat med efterhånden en del kamperfaring, og når vi siger at vi ikke vil lade nogen i stikken, så mener vi det, om det så skal koste os livet!

”Politisk håndværk” i ordets værste betydning

At det ikke er folk med erfaring som soldater der står bag aftalen, bliver slået fast med syvtommersøm allerede i punkt to.
Da aftalen jo er en tro kopi af den britiske tolkeaftale og de tiltag som den indeholder, nævnes de samme kriterier for berettigelse til hjælp. Det er så her meningen stopper og galskaben begynder:

”Den britiske politik for håndtering af tolke og andre lokalt ansatte i Afghanistan indebærer kriterier for henholdsvis ansættelsestidspunkt og ansættelsesperiodens længde. Dette indebærer, at tolke og andre lokale, der har været ansat den 19. december 2012 eller derefter, og som har været ansat i mere end 12 måneder, tilbydes valget mellem følgende:

1) en uddannelsespakke af op til 5 års varighed eller

2) en 18-måneders lønpakke.

Herudover indeholder den britiske politik

3) en særlig tolkepakke, hvor afghanske tolke ansat af de britiske styrker i frontlinjen pr. 19. december 2012 eller derefter, og som har været ansat i mere end 12 måneder, tilbydes bosættelse i Storbritannien.

Endelig indeholder den britiske politik

4) en intimideringspolitik med en række beskyttende tiltag i forhold til lokalt ansatte, der trues eller er i fare.

Skæringsdatoen 19. december 2012 markerer dagen, hvor premierminister Cameron annoncerede nedtrapningen af det britiske troppebidrag i Afghanistan”

For det første er det trist at vi bare kopierer briternes aftale uden at tage et dansk udgangspunkt. Den dag i dag er der stor modstand i Storbritannien mod tolkeaftalen, og op til flere tidligere forsvarschefer har offentligt ytret deres mishag og kaldt den britiske behandling af tolkene for æresløst og uværdigt.

General Lord Dannatt i “The Telegraph”

General sir Michael Rose i “The Daily Mail”

For det andet så har datoen for hvornår den britiske premierminister annoncerede sine styrker tilbagetrækning fra Afghanistan, intet med danske forhold at gøre.

For det tredje så giver det ingen mening, at alle dem som var ansat på eller lod sig ansætte efter skæringsdatoen, skal tilbydes bosættelse i England/Danmark og særlig hjælp, i forhold til dem som var ansat før. Hvis der var nogen der var klar over faren og at den internationale indsats i Afghanistan var ved at slutte, så var det da dem som lod sig ansætte efter den 19/12 2012.

Lad mig kort eksemplificere den manglende logik:
En tolk som var ansat fra november 2012 til december 2013, han tilbydes bosættelse i England eller Danmark. En tolk som var ansat fra december 2009 til august 2012 kan kun få hjælp via intimideringspolitikken (underpunkt 4 i punkt 2), og det kun hvis han kan føre bevis for at hans liv er i fare, ellers afvises han med begrundelsen, at han ikke var ansat på skæringsdatoen.

For det fjerde, så giver det heller ingen mening at sætte en nedre grænse for hvor lang tid man har været ansat. Taleban slår dig ikke mindre ihjel hvis du ”kun” har arbejdet under et år for de vestlige invasionstropper.

En aftale af en anden verden

Vi troede jo at vi ville vinde krigen, og vi taler slet ikke om at vi rent faktisk har tabt den. Politikerne vil ikke indse at vi, og dermed de, har fejlet. Det bærer tolkeaftalen desværre præg af, for den er konstrueret til fungere og blive forvaltet i en verden som ikke eksisterer.

De tolke som bliver behandlet efter intimideringspolitikken, skal henvende sig ved ambassaden i Kabul og bede om hjælp, hvis de føler de har brug for den. Hvis de ikke har en aftale i forvejen, bliver de højst sandsynligt afvist af de afghanske sikkerhedstyrker som bevogter området.

Når de så har fået lavet en aftale med ambassaden, så kan de ydermere være så heldige, at den Tværministerielle Task Force, som udsendes med jævne mellemrum, rent faktisk er i landet og kan behandle deres anmodning.
Task Forcen modtager så den gældende tolk, som så skal bevise at han rent faktisk er i fare. Her gælder det for tolken om at være overbevisende, for Task Forcens muligheder for at kontrollere hans oplysninger, i et land på størrelse med Frankrig, hvor efterretningsmidlerne er centreret om Kabul og hvor de ikke kan bevæge sig uden for murene uden bevæbnet og pansret eskorte, er mildest talt begrænsede. Hvilket antallet af afslag da også bærer præg af.
Her skal det lige nævnes at Task Forcens afslag ikke kan ankes, men tolken er velkommen til at prøve igen hvis hans situation ændrer sig, læs: han bliver bedre til at føre bevis, det kunne jo være at han var så heldig at få skudt et par fingre af i et attentat forsøg.

Hvis tolken så får overbevist Task Forcen, så skal han godkendes af Udlændingestyrelsen til at få bemidlet et visum til Danmark med henblik på at søge asyl…..og det kan han lige så godt glemme!

Indtil videre har to ud af otte tolke fået asyl udenom ”tolkepakken” (underpunkt 3 i punkt 2), og de er begge af egen drift rejst til Danmark, ansøgt om asyl, fået afslag fra Udlændingestyrelsen, anket til Flygtningenævnet og blevet tilkendt asyl i retten. Så selvfølgelig giver Udlændingestyrelsen ikke visum på baggrund af den Tværministerielle  Task Forces anbefalinger, for så ved de godt hvad der sker.

Bottomline er at tolkene er meget bedre stillet hvis de selv kan få transporteret sig til Danmark. Så hvor meget ansvar vi lige har taget ved at vedtage Tolkeaftalen er stærkt tvivlsomt.

Vi har taget ansvaret, så må vi også stå ved det

Efter min mening burde aftalen udelukkende bestå af de første fire linjer i punkt 1, det er den eneste formulering som giver mening og som viser at vi ”har røv i bukserne” som krigsførende nation. Resten af aftalen er en lang bevægelse væk fra de lovende ord om ”at ingen tolke bliver ladt i stikken”. Det er beskæmmende, det er uværdigt og det er respektløst for de mennesker som har satset deres liv og tilværelse på at kæmpe sammen os og for vores sag i deres eget hjemland.

Det er jeg ikke den eneste afghanistanveteran der mener og den 16/5 var vi en lille gruppe som offentliggjorde et åbent brev til Folketinget, som over 500 afghanistanveteraner har tilsluttet sig.

Hvordan det blev modtaget og hvordan politikerne har reageret fortæller jeg om i næste og sidste del.