De afghanske tolkes skæbne, efter vi og resten af den internationale koalition trækker sig mere og mere ud af krigen i Afghanistan, ligger mig meget på sinde. Jeg vil derfor bruge et par indlæg på min blog til, at forklare lidt om deres nuværende situation og den måde som de bliver behandlet på, og hvorfor jeg mener, at vores politikere er kørt helt af sporet rent moralsk, i denne sag.

Jeg var udsendt om CIMIC-officer og tilknyttet Charlie-kompagniet som opererede ud fra den navnkundige Forward Operation Base ”Armadillo”, på hold 9 i første halvdel af 2010.

Som CIMIC-officer var det min primære opgave at varetage størstedelen af kontakten med de lokale indbyggere i området, både under de daglige patruljer og når de henvendte sig i lejren. Da jeg jo ikke talte Pashto, som var det sprog de lokale talte, var jeg dybt afhængig af de afghanske tolke som var ansat til at arbejde for og sammen med os. Jeg har på helt tæt hold oplevet hvor vigtig deres indsats var for vores opgaveløsning, hvordan de har sparet os for mange kvaler og i flere tilfælde reddet liv.

De afghanske tolke…..

Første del:

Obi, M.O, Aman, Hector, Mashall, Hikmat, Zaki, A.B, B.A, Shafi, Noor…..det er bare nogle af navnene på en del af de unge afghanske mænd som har arbejdet sammen med os, i de otte år, fra maj 2006 og til august 2014, hvor vi havde danske styrker udsendt og indsat i Helmand provinsen.

Deres job var at tolke kommunikationen i mellem os danske soldater og, til at begynde med, primært lokalbefolkningen og senere hen de afghanske sikkerhedsstyrker, som gradvist overtog ansvaret for varetagelsen af sikkerheden, fra os og den internationale koalition. De tolkede både det sproglige, men i høj grad også det kulturelle, så vi undgik de værste misforståelser og vores budskab blev leveret på den mest hensigtsmæssige måde.

De levede sammen med os i lejrene, både de store som Main Operation Base PRICE og CAMP BASTION, men også i de helt små som Patrol Base BARAKZAI og MALVERN. De spiste og drak sammen med os i DFAC’en (Dinning Facility), på Kuffen (KFUM) og de levede af de samme ensformige feltrationer. De gik med på patruljerne, de var sammen med os under ildkampene, de blev sårede og enkelte mistede også livet sammen med os. De var iklædt dansk uniform, med det danske flag på skulderen. De fik selvfølgelig også løn for deres arbejde og de vidste godt at det var farligt at gå med på patrulje i Upper Gereshk Valley eller køre langs Helmandfloden mellem Lashkar Gahr og Gereshk. Men for langt de flestes vedkommende arbejdede de sammen med os fordi de troede på, at vi sammen kunne vinde og vende situationen i Afghanistan til det bedre.

Vi troede at vi ville vinde…

Det er først inden for de senere år, at spørgsmålet om vi som krigsførende nation har et ansvar for vores tidligere tolkes skæbne er blevet aktuelt. Og hvorfor er det egentligt det? Vi har jo næsten ingen soldater i Afghanistan mere og siden 2012 har det jo bare været en stor tilbagetrækning. Er det ikke gået meget godt dernede?

I den ideelle verden så havde vi trukket os ud af Afghanistan som sejrherrer. Vi kunne have overdraget ansvaret til en velfungerende regering med en bred folkelig opbakning, understøttet af en effektiv offentlig administration, et veltrænet militær og en troværdig politistyrke.
I det scenarie ville vores tidligere tolke være blevet betragtet som væsentlige bidragsydere til et velfungerende Afghanistan. Deres ressourcer ville være efterspurgt og de kunne have fået gode job i statens tjeneste og fortsætte med at bidrage til at genopbygge deres land.

Det var sådan at vi gerne ville have haft det gik, og vi troede da også på at det ville gå sådan.
Vi troede at vi ville vinde. Men det gjorde vi ikke!

Efterhånden som den internationale koalition, og dermed også os, har trukket flere og flere soldater ud af Afghanistan, er sikkerhedssituationen gradvist blevet værre.
De fjender som vi har bekæmpet vinder mere og mere terræn og de afghanske sikkerhedsstyrker, som vi har været med til at opbygge og træne, er ikke i stand til at klare sig selv. På materielsiden mangler de, groft sagt, et effektivt flyvevåben og rent økonomisk har den afghanske stat udgifter der er ca. fire gange større end den indtægt de har.

I februar offentliggjorde FNs mission i Afghanistan (UNAMA) deres årlige rapport omhandlende beskyttelsen af civile i væbnet konflikt (for året 2014). Heraf det fremgår at antallet af døde civile var det højeste siden man begyndte en systematisk registrering i 2009, og at antallet var steget med 25 % i forhold til 2013. Som 2015 er forløbet ind til nu er der ikke meget der tyder på at der er sket en forbedring.

UNAMA – Annual report 2014 – Protection of civilians in armed conflict – Afghanistan

Den forværrede sikkerhed er et stort problem for de afghanere som har arbejdet for den internationale koalition (ISAF), og især dem som har virket som tolke.
Taleban har dem som prioriterede mål, deres medborgere ser dem som landsforrædere der har hjulpet ISAF med at dræbe uskyldige civile og de afghanske sikkerhedsstyrker har mere end rigeligt at gøre med at beskytte sig selv og bekæmpe Taleban.

Ansvaret er vores.

Efter en del roderi og forvirring, som jeg ikke skal trætte læserne alt for meget med, det er faktisk også ret pinligt…….men kort fortalt, så havde Forsvaret ikke rigtigt brugt kræfter på at holde styr på hvor mange lokale tolke vi havde haft i vores sold. Det var jo ikke nødvendigt, vi var der jo ligesom for at vinde, og det var jo gået fint med tolkene i Irak…eller….nå, men da tolkenes sikkerhed pludselig blev et present emne i dagspressen, rodede den daværende forsvarsminister sig ud i nogle uheldige udtalelser, fremført med begge ben solidt plantet i den blå luft. Det var jo teknisk set heller ikke os som havde dem ansat, men et britisk firma, ejet af den britiske stat, som vi jo så ”lånte” dem fra og udbetalte dem gode danske skattekroner i løn.
Inden det blev alt for pinligt blev det besluttet, at vi nok hellere måtte ”krybe til korset”, og påtage os ansvaret, uanset hvilke spidsfindigheder der havde været om deres faktiske ansættelsesforhold. Så Forsvaret blev sat til at finde ud af hvilke og hvor mange tolke man havde haft ”på lønningslisten”, og alle partier i Folketinget (minus Enhedslisten og Dansk Folkeparti) tilsluttede sig:

”AFTALE OM HÅNDTERING AF SITUATIONEN FOR TOLKE OG ANDRE LOKALT ANSATTE I AFGHANISTAN” af 22. maj 2013

….den aftale og hvad der er galt med den skal vi høre mere om i næste del.