Forsvarschef føler sig ført bag lyset af hjemsendt hærchef

Hærchef lagde ikke alle kort på bordet om sin involvering i kærestes forfremmelse, siger forsvarschef.

H.-C. Mathiesen (tv) og Bjørn Bisserup (th) - Foto: Forsvarsgalleriet

Den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen lagde ikke alle kort på bordet omkring sin involvering i kærestens forfremmelse.

Det siger forsvarschef Bjørn Bisserup, da han iført tjenesteuniform afgiver forklaring i Retten i Viborg.

– Da jeg blev orienteret om den korrespondance, blev jeg vred og ked af det, siger forsvarschefen.

Den korrespondance, han henviser til, er fra hærchefen, som i en e-mail bad en ledende medarbejder om, at der “blev sat strøm” til hans kærestes forfremmelse fra kaptajn til major.

Det var ifølge forsvarschefen først, da han i efteråret 2018 så denne korrespondance, at han indså, at noget var helt galt.

LÆS OGSÅ :  Forsvarschefen: Dom til hærchef bør føre til selvransagelse

Det førte til en vurdering af, at hærchefen skulle fritages for tjeneste, hvilket han blev i oktober 2018.

Siden da har Hans-Christian Mathiesen været hjemsendt med løn, mens Forsvarsministeriets Auditørkorps har undersøgt sagen.

– Har du et billede af, at han (Hans-Christian Mathiesen, red.) har været ærlig over for dig, vil sagens anklager, auditør Claus Risbjerg, vide?

– Nej, det er klart. Han burde have sagt til mig, at han havde været involveret i den her sag, siger forsvarschefen.

Han fortæller også, at han ved flere lejligheder havde drøftet hærchefens forhold til kæresten.

LÆS OGSÅ :  FAKTA: Det er tidligere hærchef H.-C. Mathiesen tiltalt for

– Jeg synes, han gjorde sig selv sårbar, ved at hun (kæresten, red.) var ansat i hans egen stab, forklarer Bjørn Bisserup.

Hans råd til hærchefen var derfor, at hun skulle forflyttes til en anden del af Forsvaret. Det blev hun efterfølgende.

Hans-Christian Mathiesen er tiltalt for at have overtrådt den militære straffelov ved at have løjet for forsvarschefen om sin involvering i kærestens karriere.

Den tiltalte hærchef beskyldes også for at have beordret sit personale til at udføre et privat gøremål for ham – at printe og udskære kort, der skulle udsendes til gæster forud for et bryllup i foråret 2018.

LÆS OGSÅ :  Forsvarsadvokat: Hærchefens fejl er ikke en sag for retten i Viborg

Det får forsvarschefen til at komme med det, han kalder en “tilståelsessag”:

– Jeg har også bedt mit sekretariat sende en buket blomster og en flaske vin, selv om det var et privat anliggende. Det er vel en eller anden bagatelgrænse, siger Bjørn Bisserup.

Han understreger i samme åndedrag, at Forsvarets medarbejdere selvfølgelig kun skal løse de opgaver, de er ansat til at løse.

 

 

/ritzau/

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0