For at undgå katastrofer i arktiske farvande er det ikke nok, at skibene sejler to og to, som udenrigsministeren foreslår. Derimod har forsvaret de kompetencer, redningsaktioner i ekstreme farvande kræver.
Lene Espersen frygter Arktis katastrofe. Sådan skrev Berlingske Tidende for et par dage siden i deres avis. Flere og flere skibe sejler nemlig rundt i arktiske egne, som ikke er kortlagt, og derfor forudser udenrigsminister Lene Espersen risikoen for katastrofer i området, hvis ikke beredskabet bliver væsentlig bedre. Udmeldingen kommer i forbindelse med at Danmark har formandskabet for Arktisk Råd.
“CS har længe fokuseret på, at sikring af det arktiske område er en opgave for forsvaret”, siger CS formand Jesper K. Hansen. Han forstår godt, at udenrigsministeren er nervøs for store katastrofer arktiske farvande. I interviewet med Berlingske Tidende betegner Lene Espersen oven i købet de nuværende regler og planer som utilstrækkelige. Men CS-formanden er ikke enig med udenrigsministeren i, at disse problemer kan løses ved blandt andet at lade krydstogtskibe sejle to og to.
Han fortsætter “Der skal nogle helt særlige kompetencer til for at klare redningsarbejde under disse ekstreme forhold, hvad enten det er krydstogtskibe, olieskibe eller boreplatforme, der kommer i problemer. Disse kompetencer har forsvaret”
“Det er et af de områder, som CS mener, at der skal fokuseres på i forsvarsforliget. Hvis vi, som Lene Espersen siger, skal lave samarbejdsaftaler med de andre lande, indebærer det, at vi også selv bidrage med noget. Det kunne være ekstra skibe, en helikopterredningstjeneste. Den infrastruktur der er i Grønland gør, at man ikke bare kan sende en ambulance. Og det antal danske skibe, der sejler rundt deroppe nu, dækker langt fra”.
Hvad mener du – bør vi fokusere mere på disse områder, og mindre på Afghanistan og Irak?