Forsvaret dømte respiratorer ude før tilbud til Italien

Danmark tilbød ubrugelige respiratorer til Italien under coronakrisen. Det vidste flere ansatte i Forsvaret.

Medarbejdere i Forsvaret i Danmark vidste på forhånd, at respiratorer, som blev tilbudt til Italien under coronakrisen, var ubrugelige til coronabehandling.

Det skriver Berlingske onsdag på baggrund af en korrespondance, som avisen har fået aktindsigt i.

Korrespondancen fandt sted tidligt om morgenen samme dag, som Danmark tilbød at sende respiratorerne til Italien – 8. april.

Her skrev en chefsergent i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse følgende i en e-mail til Forsvarskommandoen:

– Det er vigtigt at informere UM (Udenrigsministeriet, red.) om, at det ikke umiddelbart er muligt at anvende PEEP-funktion med vores Weinmann Medumat Standard-respiratorer. Jeg ved fra kommunikation med det sundhedsfaglige personel, at netop denne funktion er vigtig i forhold til ventilering af coronapatienter i respirator.

Berlingske skriver, at PEEP-funktionen er afgørende for at kunne skabe nok modtryk mod udånding til at holde lungerne åbne. Det er vigtigt for coronapatienter.

Hos Forsvarskommandoen svarer en souschef blandt andet, at man er “klar over udfordringerne” med respiratorerne, men at Udenrigsministeriet “formentlig kun tænker i signalværdi”.

Derudover kan Forsvarskommandoen ikke udelukke, at der er brug for “transportrespiratorer” i Italien.

Udenrigsministeriet afviser i et e-mailsvar til Berlingske den udlægning, at ministeriet kun skulle tænke i signalværdi.

Herfra lyder det, at man først 12. april fik at vide fra Sundhedsministeriet, at respiratorerne ikke kunne bruges til coronabehandling.

Forsvarskommandoen kunne tirsdag ikke kommentere sagen over for Berlingske, men vil vende tilbage.

Natten til onsdag har Forsvaret i en meddelelse på sin hjemmeside skrevet, at man vil undersøge forløbet.

– På baggrund af artiklen vil Forsvaret nærmere undersøge sagsforløbet og fremsende en redegørelse herom til Forsvarsministeriet, står der i pressemeddelelsen.

Et flertal i Folketinget gav i maj udenrigsminister Jeppe Kofod (S) en politisk næse i sagen.

I en pressemeddelelse 8. april udtalte Kofod, at respiratorerne var en “solid håndsrækning” til vores “italienske venner”.

Også han har sagt, at han dengang ikke vidste, at de gamle respiratorer til Italien var uegnede til coronapatienter.

/ritzau/

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0