Danske F-16-fly rykkede ud efter bombetrussel mod passagerfly – britisk mand anholdt

Flere F-16-fly måtte flyve med usædvanlig høj fart, da de skulle støtte et Ryanair-fly på vej til Norge.

Foto: FLV - Forsvarsgalleriet

Flere danske F-16-fly har torsdag assisteret i forbindelse med en bombetrussel mod et passagerfly fra selskabet Ryanair.

Det oplyser Forsvaret på Twitter.

Flyet var på vej fra Stansted nord for London i England til lufthavnen Gardermoen ved Oslo i Norge, da det modtog en bombetrussel.

– F-16-fly fra Forsvaret har assisteret i forbindelse med en bombetrussel på et Ryanair fly, der fløj fra Stansted til Oslo.

– De danske F-16-fly er landet i Norge for at tanke, inden de flyver retur til Danmark, skriver Forsvaret.

Da flyene ved middagstid fløj op gennem Jylland, udløste det høje brag, da de på grund af særdeles høj fart brød lydmuren.

I den forbindelse fortalte den vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter, at der var tale om en nødsituation.

– Der var en alvorlig grund til, at de skulle flyve stærkt, lød det.

Passagerflyet, der modtog bombetruslen, er landet i Gardermoen.

På Twitter skrev norsk politi:

– Flyet er landet trygt på landingsbanen. Situationen er uafklaret. Vi er på vej med store styrker.

En 51-årig britisk mand anholdt

En 51-årig britisk mand er fredag anholdt af norsk politi. Han er mistænkt for at stå bag en bombetrussel mod et passagerfly fra Ryanair. Det skriver norske NRK og VG.

Bombetruslen mod Ryanair er den anden i denne uge. Ifølge BBC blev et fly på vej fra Krakow i Polen til Dublin i Irland nødt til at lande, efter at der blev fundet et stykke papir på flyets toilet.

På papiret stod der, at der var eksplosiver om bord på flyet. Det blev der dog ikke fundet ved den efterfølgende efterforskning. To mænd blev anholdt for at have fremsat truslerne, skriver VG


/ritzau

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0