Dansk soldat dræbt i kamp

AFGHANISTAN, Helmand: En dansk soldat blev i dag dræbt under en skudveksling. De nærmeste pårørende er underrettet.

Her til morgen blev en dansk soldat dræbt, da soldaten med sin enhed kom i ildkamp under en patrulje i området øst for Patruljebase Bridzar. Soldaten kom fra 3. deling i Charlie-kompagniet, udsendt fra Den Kongelige Livgarde i Høvelte. Kammerater og sanitetssoldaterne ydede førstehjælp på stedet før soldaten blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion. Ved ankomsten til felthospitalet kom den hårdt sårede soldat straks under behandling af lægerne.

På trods af deres indsats stod soldatens liv desværre ikke til at redde. Fungerende chef for Hærens Operative Kommando, generalmajor Peter Kühnel, udtaler: – Det er med sorg, at jeg må meddele, at vi her til morgen har mistet en dansk soldat ved Den Danske Kampgruppe i Helmandprovinsen i Afghanistan.
– Mine tanker går først og fremmest til de pårørende, og vi vil gøre, hvad vi kan for at støtte og hjælpe dem. Jeg tænker også på den dræbte soldats kammerater og kolleger, som på trods af tabet fortsætter med at løse deres opgaver.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *