Dansk oberstløjtnant beretter om intens Afghanistan-mission

Direktør i Udenrigsministeriet og oberstløjtnant er stolte over Forsvarets og Udenrigsministeriets indsats.

Flygtninge modtages i Islamabad Airport_Foto Rune Dyrholm, Forsvaret

Oberstløjtnant Jaz er fredag vendt hjem fra evakueringsmissionen i Afghanistan.

Han var på det sidste evakueringsfly, der landede i Københavns Lufthavn fredag morgen.

– Det har været en meget intens mission og en mission, som jeg ikke har prøvet før, fordi vi ikke har haft forudsætningerne for at forberede os, som vi normalt gør.

– Der har været nogle episoder undervejs, hvor det lige er lykkedes, selv om det så allersværest ud. Og så har det lydt, som om der blev scoret et mål i en fodboldkamp, siger han.

Oberstløjtnant Jaz, der var commander for flybidraget i Islamabad, bruger sit kaldenavn over for pressen.

– De problemstillinger, vi ikke har kunnet tackle på forhånd, har vi måtte tackle undervejs, og det har krævet en kæmpe arbejdsindsats for en masse mennesker, siger han.

LÆS OGSÅ :  Taliban fra Kabuls lufthavn: Vores sejr er en lærestreg

Også direktør i Udenrigsministeriet Steen Hommel var med på det sidste evakueringsfly. Han gør status over missionen:

– Det har været en uhyre vanskelig opgave. Jeg tror, det er svært at forestille sig, hvor vanskelig missionen var, siger han.

Begge er stolte over myndighedernes indsats i den kaotiske evakueringsproces.

– Jeg har en betydelig stolthed over, hvad der lykkedes. Over, hvor langt vi faktisk er kommet i den her vanskelige situation. Og så føler jeg en utrolig stor glæde over at arbejde med mine kolleger på tværs af de danske myndigheder, siger Steen Hommel.

Oberstløjtnant Jaz fortæller blandt andet om, at der ikke var lige gode muligheder for at sove på missionen.

– Vi har nogle piloter og noget besætningsmandskab, som skal have en ordentlig søvn, og det har de også fået.

LÆS OGSÅ :  Konservative har fået nok: Farvel til Bramsen som minister

Men sådan har det ikke været for alle.

– Vi har også haft nogle soldater, der flyver med på missioner og passer på flyet, når det er landet og passer på passagererne undervejs. De har boet i og under flyvemaskinen og har kun fået et enkelt bad i de ti dage, vi har været afsted, siger han.

Både Jaz og Steen Hommel fremhæver myndighedernes samarbejde.

– Jeg synes, at vi har været gode til at arbejde sammen – ikke kun internt i Forsvaret, men også med andre myndigheder.

– Vi har været gode til at nedbryde faggrænser, så vi har kunnet hjælpe hinanden i de situationer, hvor det er påkrævet.

Der var 55 personer på det sidste evakueringsfly. Blandt andet ansatte i Udenrigsministeriet, politiet og det danske forsvar.

 

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *