Danmark vil hjælpe allierede med at evakuere i Afghanistan, efter at egne borgere er hjulpet ud.
Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) på et pressemøde tirsdag eftermiddag.
– Vi er fortsat operative i Afghanistan og har fået flere kapaciteter til området. Det betyder også, at andre lande har anmodet os om assistance, siger Trine Bramsen og fortsætter:
– Det betyder, at vi kommer til at fortsætte operationen efter, at vi har fået alle vores egne borgere og andre, vi har ansvaret for, ud.
Efter at USA har trukket landets tropper ud af Afghanistan er landet brudt sammen, og Taliban har på få dage taget kontrollen med hovedstaden Kabul.
Derfor foregår der nu en kaotisk og massiv evakuering af statsborgere og andre fra Kabul, der risikerer forfølgelse.
/ritzau/
