I et interview med Information siger den danske forsvarsminister, Trine Bramsen (S), at tilstedeværelsen af russiske lejesoldater i Mali side om side med danske soldater er en rød linje, som ikke må overskrides.
»Vi kommer ikke til at være i Mali og kæmpe mod eller ved siden af lejesoldater, og derfor har jeg også sagt til den franske forsvarsminister, Parly, i dag, at det selvfølgelig fra dansk side er helt uacceptabelt med Wagner Groups tilstedeværelse i Mali,« siger Trine Bramsen til Information under et besøg i Paris denne uge.
Frankrig leder den militære operation i Mali. Danmark udsender efter planen op mod 105 personer i form af specialstyrker, kirurger og andet militært personel til Mali fra begyndelsen af næste år som en del af den internationale antiterrorindsats kaldet Taskforce Takuba.
Det malinesiske styre, som kom til magten ved et militærkup sidste år, har truet med at hyre den berygtede russiske gruppe Wagner Groups lejesoldater, kendt for en brutal indsats flere steder på det afrikanske kontinent, for at kompensere for færre franske soldater. Der er ifølge internationale medier tale om op mod 1.000 lejesoldater fra Wagner Group, som militærjuntaen overvejer at hyre.
De danske bekymringer går ikke kun på den mulige tilstedeværelse af udenlandske lejesoldater i Mali, men også på den generelle demokratiske udvikling i landet.
»Vi skal have en større respekt, for de spilleregler, som er aftalt. Vi kommer ikke til at acceptere eller blåstemple den type af militærkup, som vi har set,« siger forsvarsministeren til Information.
Hun understreger, at planen fortsat er, at det danske bidrag til operationen skal afsted fra starten af næste år.
»På den anden side så står vi i en rigtig svær situation, fordi vi fortsat har et ønske fra den malinesiske regering om, at vi er til stede og hjælper i kampen mod terror. Hvis vi bare lukker øjnene for, hvad der sker i Mali, så risikerer vi, at vi om kort tid står med et endnu større problem, som både går ud over den regionale sikkerhed og truer Europas sikkerhed og stabilitet, fordi det også vil have ganske stor betydning for migrationen, « siger Trine Bramsen til Information.
Hun er ikke nogen dårlig forsvarsminister.