”Historien, der ikke bliver fortalt” hedder bogen – hvilket selvsagt er noget sludder. Ellers ville bogen jo ikke eksistere. Men ”Historien, der ikke bliver fortalt” handler om krigen i Afghanistan ud fra en anden vinkel end den vante. Og det gør den værd at læse.
Af Jeanette Serritzlev
Nagieb Khaja er født i Danmark af afghanske forældre og arbejder som journalist. Krigen i Afghanistan har naturligt nok haft hans særlige interesse, og han har gennem mange besøg dækket krigen; herunder den historie, han ikke mener bliver fortalt.
Ét besøg går dog noget anderledes end planlagt, idet Khaja bliver kidnappet af en lokal oprørsgruppe. Denne oplevelse er i sig selv værd at berette om, og den bruges da også til at sælge bogen. Men det er som ikke det, der er det mest interessante. Heller ikke ifølge forfatteren. Selv efter den dramatiske begivenhed er han klar til at vende tilbage til Afghanistan – om end lidt mindre dristig end tidligere. Det lover han i hvert fald fruen derhjemme. Han er drevet af dybfølt engagement og veneration for landet, hvilket kan mærkes i læsningen.
Bogen er så langtfra en hyldest til den danske indsats. Skulle man være i tvivl, indledes bogen af Carsten Jensen. Fordelen ved Jensen er, at man blot behøver at se navn og overskrift. Så ved man, hvad der står. Som anmelder tyggede jeg mig dog igennem det lange debatindlæg formet som et forord.
”Den eneste, om end usikre opskrift på en mere end blot vakkelvorn fred er en gradvis overdragelse af magten til Taleban i de pashtunske kerneområder i det sydlige og østlige Afghanistan,” skriver han. Sådan og skråsikkert og stærkt irriterende for den læser, der kan tænke selv.
Nagieb Khaja har en historie at fortælle. Det havde han ikke behøvet et kendt navn til at gøre for sig.
Samme bedrevidende tone dukker desværre op hist og her i selve bogen. På bagsiden forklares det bl.a., at Khaja, fordi han har rejst uden koalitionsstyrkernes beskyttelse (og uden for deres propagandistiske greb, forstår man), har fået ”et indblik i konsekvenserne af den danske indsats og en forklaring på, hvorfor stadig flere afghanere støtter Taleban”.
Igen, vil jeg mene, fremkommer bogen med noget af et postulat, der havde været en særdeles relevant påstand, såfremt den var blevet dokumenteret. ’Dokumentationen’ er enkeltstående individer, der med stærke holdninger eller triste historier beretter om ISAF’s ulykker – ligesom der henvises til artikler i diverse medier. Men jeg savner stærkere belæg i form af hårde fakta. For de findes jo.
Det virkelig interessante ved bogen er de mennesker, som Khaja møder, og deres oplevelser – som de bliver beskrevet. Bogen lever i møderne med disse mennesker, og deres skæbner gør indtryk. Khajas konkrete beskrivelser af hændelser, hvor ISAF-soldater har været involveret, er bestemt også værd at fæstne sig ved. Sager, der beskrives markant forskelligt fra forskellige sider fortjener et nærmere eftersyn, og det er al ære og respekt værd, at forfatteren har lagt et stort arbejde i at komme til bunds i flere af disse historier.
Bedømmelsen ender med 3 af 5 stjerner. Det tæller op, at den bidrager med et indsigtsfuldt indspark. Den når ikke topkarakter, fordi jeg, engagement og indsigt til trods, savner lidt mere nuancering og lidt mindre missionering. Det ændrer dog ikke på, at jeg vil anbefale bogen til læsere med interesse i Afghanistan. Jeg er ikke enig i dens ensidigt kritiske budskab, men jeg bliver klogere af at læse med. Og det gør det til en historie, der var værd at få fortalt.
Kommentare