
Den danske mobile radarenhed Mobile Air Control Centre (MACC) har rundet et skarpt hjørne i det nordlige Afghanistan.
MACC’en har nu været operativ i 1000 timer siden de danske soldater startede 24/7-operationer og meldte sig operative den 29. februar kl. 23:59.
MACC’en har været kontinuerligt operativ siden og har indtil videre kun været ude 1 time og 13 minutter på grund af voldsom storm og tordenvejr. Hertil kommer 7 timers udetid, som følge af planlagt vedligeholdelse. Dette giver en operativ oppetid på 99,8%, som selv efter danske forhold er bemærkelsesværdigt højt.
Den høje oppetid betød, at man allerede den 11. april rundede 1.000 timers operativ tid, og som om dette ikke var nok, kunne man allerede den 16. april konstatere, at man havde rundet 5.000 timer med kontrol af fly.
Det sidste svarer til, at MACC’en på hvilket som helst tidspunkt siden den 29. februar har haft gennemsnitligt fem luftfartøjer under kontrol samtidig.
Den langtrækkende TPS-77-radar der står i Mazar-e Sharif, er med til at lukke hullet i radardækningen i den centrale del af det nordlige Afghanistan.
Missionen er planlagt til at vare et år og bliver drevet af fire hold på godt 40 soldater, der er udsendt tre måneder ad gangen. Hvis Nato finder, at der stadig er behov for radarenhedens tilstedeværelse i Afghanistan efter et år – og hvis der er politisk vilje dertil – kan bidraget forlænges endnu seks måneder. Alternativt kan et af fremtidsperspektiverne være, at radarenheden bliver drevet af et hold af multinationale radaroperatører – i så fald vil det kunne forlænges ud over de seks måneder

FAKTA
Flyvevåbnet råder over en mobil luftovervågningsenhed (Mobile Air Control Centre – MACC). Enheden består af mobile radarer, sendemaster samt et antal containere.
Radarenheden kan rykke ud med 30 dages varsel og kan fungere over alt i verden. Den kan selv medbringe både langt- og kortrækkende radarer, og den kan overtage styringen af eksisterende Nato-radarer.
Alt udstyret kan transporteres på lastbiler, i skibe og transportfly, og medfølgende generatorer leverer strøm. I løbet af få timer kan radarerne opstilles og sende billeder til radaroperatørerne i containerne, der samtidig kan være i kontakt med piloterne i luften.
[/box_info]
