Nato-lande evaluerer Afghanistan: Det er hjerteskærende

Man skal huske, at Nato stod i et meget svært dilemma i Afghanistan, siger generalsekretær før evaluering.

Amerikanske marinesoldater hjælper med sikkerheden ved evakueringskontrolpunkterne under evakueringen i Hamid Karzai International Airport, Kabul, Afghanistan, 20. august 2021. Foto: Staff Sgt. Victor Mancilla
Amerikanske marinesoldater hjælper med sikkerheden ved evakueringskontrolpunkterne under evakueringen i Hamid Karzai International Airport, Kabul, Afghanistan, 20. august 2021. Foto: Staff Sgt. Victor Mancilla
Bemærk: Denne artikel er mere end 5 år gammel. Indholdet kan være forældet.

Natos forsvarsministre vil torsdag tage fat på en evaluering af to årtiers militær mission i Afghanistan, som de allierede styrker forlod hen over sommeren.

Tusindvis af udsendte blev evakueret fra landet, mens Taliban, som var Natos fjende i tyve år, erobrede område efter område.

– Det er klart, at det er en tragedie for afghanerne, at Taliban er tilbage. Det er hjerteskærende for alle os, som støttede Afghanistan i så mange år, siger generalsekretær Jens Stoltenberg før mødet.

Efter et langt tilløb hos skiftende regeringer besluttede USA tidligere i år, at USA skulle være ude af landet senest 11. september 2021.

Det var tyveårsdagen for angrebene i USA, der var grunden til, at USA gik i krig i Afghanistan og bad de allierede i Nato om militær støtte via Nato-traktatens artikel 5. Det er første og eneste gang, at den er blevet aktiveret.

LÆS OGSÅ :  Hæren klar til at blive permanent i Grønland

Taliban fastholdt, at alle evakueringer skulle være overstået senest 31. august, og det var ikke til forhandling.

– Vi må huske, at vi stod over for et meget svært dilemma i Afghanistan. Enten skulle vi forlade landet, og så ville vi risikere, at Taliban vendte tilbage. Vi kendte den risiko.

– Ellers skulle vi blive, og så ville vi risikere flere ofre, flere kampe og mere vold. Vi ville højst sandsynlig også være nødt til at øge antallet af soldater i Afghanistan, siger Stoltenberg.

Den sidste amerikanske soldat forlod det krigshærgede land 30. august. Den sidste danske soldat var ude 22. juni. Siden hjalp Danmark i august med to Hercules-fly til at evakuere folk fra Afghanistan til Pakistan.

LÆS OGSÅ :  Frontlinje Grønland: Ny DR-serie om danske soldater i Grønland

Processen med at evakuere var kaotisk, og især mange lokale, som havde arbejdet for og støttet de allierede styrker, kom ikke ud før Talibans frist.

– Det var efter langvarige diskussioner mellem alle allierede, at vi blev enige om at sætte punktum for vores militære tilstedeværelse i Afghanistan, siger Stoltenberg.

Generalsekretæren mener, at de mange års indsats ikke var spildt.

– Vi har forhindret, at Afghanistan blev et helle for international terrorisme, og vi har forhindret terrorangreb på de allierede de tyve år, siger Stoltenberg.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) deltager i mødet, hvor Afghanistan skal drøftes. Først mødes hun med USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, og på det møde skal de blandt andet tale om Afghanistan.

 

/ritzau/

Abonnér
Giv besked om

0 Comments
Ældste
Nyeste Flest stemte