Piloter tabte deres natbriller lige inden helikopterstyrt

Bemærk: Denne artikel er mere end 11 år gammel. Indholdet kan være forældet.

Den 11. oktober 2014 havarerede en dansk EH101 helikopter ca. 13 kilometer nordøst for Mazar-e-Sharif i Afghanistan. Forsvarets Flyvehavarikommission har afsluttet sit arbejde og afleveret havarirapporten til Forsvarschefen.

Formålet med flyvningen var formationsflyvning og landingsøvelser i mørke sammen med en tysk helikopter samt skydning med maskingevær fra helikopter. De to helikoptere lettede fra Mazar-e-Sharif ved 21-tiden og fløj en navigationstur, hvor de endte op ved den position, hvor de skulle øve landinger. Ombord var besætningen og en passager.

Den danske helikopter gennemførte den første landing og gik efterfølgende i luften igen, hvorefter den tyske helikopter udførte en anflyvning. Herefter udførte den danske helikopter sin anden landing, og det var i forbindelse med denne landing, at havariet skete.
Ca. 2 sekunder efter denne anden landing kørte helikopteren over det første af to sæt hjulspor, der gik på tværs af landingsretningen, hvorved helikopteren begyndte at ryste voldsomt og gik ind i en vedvarende meget kraftig vibration op og ned.

Havarikommissionen har konkluderet, at der i forbindelse med landingen opstod voldsomme rystelser forårsaget af et fænomen kaldet ”bio-mechanical” feedback. Rystelserne var så kraftige, at piloterne i tiltagende grad ikke kunne kontrollere deres bevægelser, og de oplevede at blive kastet rundt i deres respektive sikkerhedsseler. Og på grund af de voldsomme rystelser faldt piloternes natoptik (”Night Vision Goggles”) af deres hjelme, så de ikke kunne se noget i mørket. Under det efterfølgende forsøg på at standse vibrationerne mistede de kontrollen over helikopteren, og havariet var et faktum.

LÆS OGSÅ : Indkøbet af nyt artillerisystem annulleres

Havarikommissionen har ikke fundet indikationer på, at helikopterens tekniske tilstand har haft nogen indflydelse på havariets forløb. Undersøgelserne viser heller ikke tegn på at besætningen har handlet forsømmeligt eller uagtsomt.

Undersøgelserne har medført at der er fremsat en række anbefalinger, der primært går på håndtering af forskellige typer af vibrationer samt udvikling af vibrationsdæmpning.
Anbefalingerne er alle enten under behandling eller i gang med at blive implementeret.

Helikopteren blev kraftigt beskadiget ved havariet. Der var tydelige skader på helikopterens venstre side. Halesektionen var revet af selve kroppen og lå nær helikopteren. Alle fem rotorblade var knækket af. Der var ingen tegn på brand, hverken under flyvning eller som følge af havariet. Ingen personer kom til skade ved hændelsen.

Ødelagt helikopter slukker artilleri indkøb

Man anslår at Forsvaret står med en udgift på et trecifret millionbeløb Det har betydet at Hæren har fået meldingen : anskaffelsen af nyt artilleri er annulleret og udskudt. Dette er for at skabe økonomisk råderum i forhold til helikopter-styrtet. Forsvaret havde ellers fundet en vinder i udbuddet, og valget faldt på israelske Soltam ATMOS.
Forsvaret skal istedet undersøge mulighederne for at leje eller låne moderne artilleri fra et andet land, således at hærens kompetencer inden for artilleri kan opretholdes, indtil der senere i forligsperioden kan træffes beslutning om anskaffelse af et nyt system.

eh101-merlin

Abonnér
Giv besked om

1 Comment
Ældste
Nyeste Flest stemte

Man er enten meget naiv eller dum hvis man tror at grunden til at artilleri indkøbet blev “annulleret / udskudt” er på grund af helikopter havariet. Defaktum at det var den Israelske pjæse, der vandt udvælgelsen har fået politikerne til at slå hælene i jorden. Økonomisk råderum min røde ende. Hvis man ikke har budgetteret så uheld og uforudselige hændelser var dækket ind så har regnskabs afdelingen ikke gjort deres arbejde. Personligt hælder jeg til den politiske modvilje. Lidt i samme dur som da der blev indkøbt 120mm mortere fra Israel.