2500 soldater er samlet til årets største feltøvelse

Arkivfoto: Øvelse Brave Lion 2017. Foto: Christian Sundsdal

Op mod 2500 soldater har indtaget Oksbøl øvelsesterræn, hvor årets største feltøvelse finder sted.

De næste to uger skal soldater fra otte regimenter fra hele landet træne sammen med kolleger fra Estland og Litauen. Desuden medvirker F-16-kampfly og helikoptere.

Øvelsen, der hedder “Brave Lion“, finder sted i skyggen af corona-epidemien.

Derfor vil der også være håndsprit og mundbind tilgængelig for soldaterne.

– Der er 2500 soldater fordelt ud over et terræn på 25 kvadratkilometer, og alle er udendørs.

– Men der kan være situationer, hvor man skal iføre sig mundbind.

– Eksempelvis hvis man er sammen med andre end sin primære gruppe, og hvis opholdet varer mere end ti minutter, forklarer kaptajn og presseofficer Nikolaj Thide.

LÆS OGSÅ :  Soldat på øvelse Brave Lion smittet med covid-19

På samme måde kommer håndsprit ind i billedet, når soldaterne eksempelvis skal øve transport af en såret kollega på en båre fra kamppladsen til felthospitalet.

Her vil der typisk være soldater fra flere grupper involveret, og derfor vil bårens håndtag blive sprittet af undervejs.

Øvelsen, der er den største i Hæren i år, kommer efter et forår og en sommer, som har stået i coronaens tegn.

En del af soldaterne har været hjemsendt. Andre har assisteret som vagter ved testcentrene for coronavirus, der er skudt op landet over.

Det betyder, at nogle af soldaterne har et efterslæb, når det gælder træning og uddannelse.

Det skal nu forsøges indhentet.

Selv om smittetrykket de seneste uger har været stigende, har det ikke været på tale at aflyse den store øvelse:

LÆS OGSÅ :  Rusland ser skævt til dansk Challenger-fly på øvelse i Arktis

– Hvis vi skal leve op til de forpligtelser, som vi er pålagt af Folketinget, er det nødvendigt, at øvelsen gennemføres, siger Nikolaj Thide.

En del af soldaterne i øvelsen indgår i en ny beredskabsstyrke under forsvarsalliancen Nato, der med kort varsel skal kunne rykke ud.

Soldater, der har fået påvist coronasmitte eller har symptomer på virusset, må ikke deltage.

Søndag var meldingen, at én soldat med påvist smitte indtil videre er udelukket fra at deltage i øvelsen.

Ud over soldater fra Hæren medvirker 600 soldater fra Hjemmeværnet. Øvelsen varer frem til 2. oktober.

 

/ritzau/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *