Mens jeg skriver dette, slås en hel nation for livet og kaster dagligt hundredvis af mennesker ind i kedlen i Bakhmut, ikke langt fra de kedler, der tilbage i 40´erne krævede tusindvis af tyske af russiske liv.
Sikkerhed er pludseligt blevet højaktuelt for selv den mest svagtseende, og én utilsigtet hændelse kan føre langt dybere kriser med sig og sprede konflikten i Ukraine, langt udover dets grænser.
NATO er pludseligt blevet det alle fæster sin sikkerhedspolitiske lid til og stort set alle (Danmark undtaget), har fremlagt særdeles ambitiøse planer for deres respektive forsvar.
Chefen for styrelsen har nogenlunde samme modus operandi som bornholmske Krøllebølle. Vi ved han er der, men ingen har set ham.
I Sverige og Finland har man erkendt, at risikoen for væbnet konflikt er markant forøget, og bryder med årtiers principper om neutralitet og søger mod NATO.
Polen og Tyskland pumper enorme summer i deres respektive forsvar og selv japanerne har erkendt, at neutralitet og pacifisme ikke er midlet til at imødegå en stadigt farligere verden.
Finland har sat underskrift på en aftale om 64 stk. F-35 fly, i alt 3 gange flere fly end vi effektivt får til Danmark.
Sverige opretter det ene regiment efter det andet og har nyligt fået deres Patriosystem operativt.
Polen køber 1300 spritnye kampvogne (mod Danmarks 44) og sender dermed et ret åbenlyst signal til Kreml, samtidig med at Finland bruger et par milliarder på det kendte Stinger luftforsvarssystem.
I Danmark får vi et nyt IT-system og et par Vip fly, til en stadigt mere travl kreds af ministre, og nå ja, et selvudviklet luftforsvarssystem, der både har lange udsigter og absolut ingen garanti for at virke. Uanset hvor god hensigten end er, må det i en tilspidset situation simpelthen ikke blive et spørgsmål om skjult erhvervsstøtte til Terma, når der findes fremragende hyldevarer, lige til at købe. Man kunne i det mindste investere i et system til umiddelbar brug, mens det nye system udvikles.
I Tyskland tager man konsekvensen af et sønderskudt forsvar og smider 100 milliarder euro i deres forsvarbudget. Finland øger deres budget til 2.25%.
Norge har afsat 21 milliarder norske kroner til materiel, herunder ubåde, kamp- og overvågningsfly, foruden en styrkelse af personellet.
Sverige når 2% målet senest i 2026 og er allerede i fuld sving med at styrke sig på personelsiden.
I Danmark var målsætningen i det nationale kompromis, (indgået af partierne der i 2019 stemte imod en 2% målsætning), at nå de 2% i 2033, altså om 12 år. Det mål er så retfærdigvis ved at blive til 2030 som skrevet i det nye regeringsgrundlag. Det giver så pludselig mening at en tung politiker som Løkke får udenrigsministerposten, da han skal på rundrejse til Xi, Kim og Vladimir for at bede dem lige holde hesten med deres lettere fjendtlige ageren.
Hans trumf i baghånden er, at vi udsender vores stærkeste PSYOPS kapacitet, Trine Bramsen. Alt i en radius af 500 km, vil blive lammet af forvirring og bureaukrati.
Jeg skrev engang, at der skulle gå en russisk ubåd på grund i Køge bugt, før vi fattede alvoren. Men det tror jeg faktisk ikke længere er nok. Vindmøller, Arne pension og Vild med dans er stadig langt vigtigere end vores egen sikkerhed. Og det der forsvar er bare komprimeret spild af penge.
Faktum er, at vi stadig har alt få kampvogne, voldsomt nedslidte infanterikampkøretøjer (IKK), ingen luftværn, ingen undervands kapacitet, udsigt til at afløse vores F-16 med alt for få F-35 og ingen udsigt til at booste vores personelreserve eller enheder.
Tillykke Jacob Ellemann, du arver et forsvar uden bredde, uden dybde og uden evne til at mobilisere en reserve, fordi den har dine forgængere, herunder ikke mindst Søren Gade, begravet.
NATO har gentagne gange kritiseret Danmark for at have for få og små lagre af ammunition. Men et eller sted i systemet er kritikken blevet mødt af et skuldertræk, for der er stadig ikke mere på lager end før, og der kommer til at gå lang tid før en ny ammunitions aftale får fyldt de få lagre op. Måske en idé at sætte turbo på at udbyde en offentlig-privat partnerskabsaftale, hvor der genskabes en ammunitions fabrikation på dansk grund.
Det nationale kompromis er en fis i en hornlygte, da tidshorisonten er absurd lang, og vores sikkerhed bliver altså ikke det fjerne bedre af at udsætte bevillingerne til 2030 eller længere ud i fremtiden.
Det skal ske nu, i stil med det alle landende omkring os allerede er i fuld gang med.
D. 24. februar gik Rusland til angreb med henblik på at overtage hele Ukraine.
Men 10 måneder senere, er det endnu ikke lykkedes at offentligt definere hvad og hvornår vi styrker dansk forsvar med andet end floskler og hensigter.
Den offentlige debat omkring forsvaret, dets størrelse og dets indretning er fuldstændigt udeblevet, og tidligere ministre har ligefrem udtalt at den danske befolkning ikke er klar til den debat.
Lad os tale forsvar offentligt på et oplyst grundlag, baseret på troværdig militærfaglig viden og erfaring, klinisk rengjort for styrelseschefer, der er politisk styret af en hånd langt oppe bagi.
Nordmænd og svenskere er åbenbart væsentligt mere intelligente, for de kan sagtens finde ud af at tage debatten, og tør endda tale om det både før, under og efter valg, hvor tidligere forsvarsminister Morten Bødskov, igen, fyrede en nødløgn af, da han før og under valget gemte NATO rapporten der rundbarberede Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik.
Den tager vi lige igen.
Midt under den største sikkerhedsmæssige krise siden anden verdenskrig, gemmer en siddende forsvarsminister en rapport, der ret udførligt beskriver de fejl og mangler der unægteligt præger dansk forsvar. I et velfungerende demokrati ville det have en konsekvens, men i Danmark belønnes det med en valgperiode mere.
Er du i tvivl om den politiske absurditet, så lykkedes det Trine Bramsen at få en valgperiode mere, til trods for at have kastet Forsvarets efterretningstjeneste ud i den største krise nogensinde. Herunder, at have fået sendt en række ledende medarbejdere og chefen i spjældet.
I styrelsens (tidligere kendt som forsvaret) top, er der tavst som graven. Det tætteste vi kommer på offentlige udmeldinger, er når FAK har repræsentanter på TV2 og DR, for at fortælle offentligheden om udviklingen i Ukraine, i bedste Svend Bernstein stil.
Ikke et kvæk om de udfordringer dansk forsvar står med, ikke en lyd om de alvorlige huller i bemandingen eller de ellers ret åbenlyse problemer vi har med fraværet af en række kapaciteter.
Chefen for styrelsen har nogenlunde samme modus operandi som bornholmske Krølle Bølle. Vi ved han er der, men ingen har set ham.
Vi ved selvfølgelig godt, at styrelseschefen er blevet bedt om at klappe i, fordi det ikke passer ind i det politiske narrativ. Men det leder desværre nok til to konklusioner; Den ene er, at vi skal have afmonteret det politiserede forsvar, og den anden er, at vi skal have udskiftet den politiserede top.
Vi skal af med styrelsen og have Forsvaret tilbage.
Lad en ny forsvarschef passe på sine soldater, og lad departementschefen passe sine politikere.
Lad os få forsvars- og sikkerhedspolitik ud i det offentlige rum, på samme måde som man gør i Norge.
Lad os tale forsvar offentligt på et oplyst grundlag, baseret på troværdig militærfaglig viden og erfaring, klinisk rengjort for styrelseschefer, der er politisk styret af en hånd langt oppe bagi.
Forudsætningen for et sundt forsvar, er en sund ledelse der ikke bare er dikkende haler til en politisk ledelse, hvor våde drømme og urealistiske ønsker ender med at blive ophævet til virkelighed.
Et sundt forsvar kræver en stærk ledelse, der tør stå fast på faglige beslutninger, og ikke mindst sige den rå og uindpakkede sandhed om politiske skønmalerier. Og her er vi voldsomt langt fra målet.
Skulle vi komme i mål med at genskabe en kommandostruktur, der er uniformeret og renset for ord som koncern, styrelse og direktør, så kunne vi gå til en ny bemanding hvor der vokser rigtige generaler og admiraler frem af geledderne.
Derefter findes der to veje.
Enten defineres den økonomiske ramme, hvor opgaven er at få mest forsvar for pengene, eller også udstikkes politiske mål, hvorefter opgaven bliver at løse den opgave billigst og bedst muligt.
Listen af fraværende kapaciteter bliver krystalklart udstillet i den højaktuelle konflikt i Ukraine.
Vi mangler ammunition, panser, luftværn, droner, og ikke mindst en reserve. Derudover mangler vi som søfarende nation ubåde og overfladeskibe, så vi fremover kan passe på hele territoriet, til lands, til vands og i luften. Hjemmeværnet bør ligeledes blive styrket markant, og det civile beredskab skal også igennem den store vridemølle og føres tilbage til deres oprindelige formål, i stedet for at suge alverdens opgaver til sig som rettelig burde ligge andetsteds.
Danmark har brug for en langt mere ambitiøs plan for et styrket forsvar. En plan der griber fat i de muligheder vi har for at styrke forsvaret på den korte bane, i form af letbetjente systemer der kun kræver minimal træning og rutinering.
Vi har behov for de mellemlange løsninger, der betyder større investeringer i hyldevarer fra den tunge afdeling.
Derudover kan vi sætte turbo på at lægge en plan for de lange løsninger, der indeholder nybygninger af skibe og dansk udviklede systemer, hvis sognerådspolitikken absolut skal blandes ind i vores sikkerhed.
Men sæt nu i gang, i stedet for det sædvanlige politiske lette løb på stedet.
Glem det nationale kompromis, der mere eller mindre bare var en øvelse for at afskaffe forbeholdet, og afløs kompromis med kompromisløs, for det er lige præcis det vi mangler.
Man kunne også, undskyld mit franske, sige at kodeordet for 2023 er røv i bukserne.
Til jer derude i den skarpe ende, hold fanen højt, hovedet lavt og krudtet tørt!
Af Klaus Kroll
Forfatter, officer af reserven.
Dette er et indsendt indlæg, og er et udtryk for skribentens holdning.
Kommentare