USA vil gøre coronavaccine til et krav i militæret

Senest i midten af september skal USA’s soldater være vaccineret, siger minister. Biden støtter forslaget.

USA’s forsvarsministerium, Pentagon, vil gøre det obligatorisk for soldater i landets militær at være vaccineret mod coronasmitte.

Det viser et notat fra forsvarsminister Lloyd Austin.

Han skriver i notatet, at han vil bede præsident Joe Biden godkende, at vaccination bliver gjort obligatorisk for soldater.

Det skal senest i midten af september, eller så snart vaccinen fra Pfizer og BioNTech bliver fuldt ud godkendt af amerikanske myndigheder – “hvad end der sker først”, skriver Austin i brevet.

Præsident Biden er i høj grad tilhænger af at gøre vaccination til et krav.

– De vacciner redder liv, siger Biden ifølge nyhedsbureau AFP.

Indtil videre har vaccinen kun fået en nødgodkendelse fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.

Derfor har militæret indtil videre ikke pålagt soldaterne at få coronavaccinen. Det gør militæret ellers med andre vacciner, skriver AFP.

På nuværende tidspunkt er omkring halvdelen af USA’s soldater blevet vaccineret, oplyser militæret.

Hvis man kun medregner soldater i aktiv tjeneste og ikke tæller medlemmer af Nationalgarden og soldater af reserven med, er andelen langt højere.

I den amerikanske flåde er flere vaccineret i forhold til i hæren og luftvåbnet. Knap tre ud af fire i flåden (73 procent) er fuldt vaccinerede, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Pentagon har der været bekymring for, om virusset ville kunne skade det militære beredskab.

Lloyd Austin skriver i sit notat, at militæret vil holde godt øje med antallet af nye smittetilfælde blandt soldaterne, “og med den effekt, smittetallet kan have på vores beredskab”.

Antallet af nye smittetilfælde er generelt i stigning i USA, hvor den mere smitsomme Delta-variant breder sig.

Det gælder også i militæret, fremgår det af notatet.

 

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *