Den ene søn drømmer om at blive martyr. En anden om at få sin elskede. Den tredje prøver lykken i Europa. Puk Damsgaard Andersen er en modig kvinde og har kastet sig ud i et projekt, som man kun kan tage hatten af for; hun vil ind under huden på mehsudstammen i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan.
Hun er gæst hos familien, beskyttet under melmastia, gæstfrihed på pashto og en væsentlig del af pashtunwali, pashtunernes æreskodeks. Statussen som gæst ændrer sig dog hurtigt: ”Du har nu spist med os tre gange, så du er blevet vores familiemedlem,” siger Rustam Khan, faderen i familien.
Hvid pyjamas i natten
”Han sad ubevægelig på sengekanten. Den hvide pyjamas lyste op i nattens tusmørke. Langsomt vågnede han i det stille soveværelse.”
Sådan begynder historien. Når Puk Damsgaard skriver journalistisk, går det bedst. Når hun skriver som en journalist, der forsøger at imitere en forfatter, synes der ingen ende på tillægsordene og de (over)malende beskrivelser. Det er synd.
For at gøre historien mere spændende forsøger hun sig med en kronologisk leg, der ikke virker. Vi er hos familien Khan. Så hos den udvandrede søn i Italien. Så tilbage i Waziristan. Pludselig hos den amerikanske kæreste i Islamabad; for så at slutte, hvor vi begyndte.
Hen imod slutningen hører vi om forfatterens dramatiske exit fra Pakistan, der (måske) ikke har noget med resten af bogen at gøre. Ved ISI, den pakistanske efterretningstjeneste, at hun har besøgt familien? Intet tyder på det.
Som læser sidder jeg med en tvetydig fornemmelse; jeg er interesseret i at høre mere om den historie – men jeg forstår ikke helt, hvad den skal lige der.
Indblik, ikke indsigt
Der er en jævn fremdrift i bogen, men nogen page-turner er den ikke. Ønsker man at forstå menigmand i Pakistan og Afghanistan, ikke mindst i grænseområdet mellem de to, er bogen værd at læse som det, den er: en personberetning. Underoverskriften ”En familiekrønike” er måske lige at tage munden for fuld.
Det er et indblik, ikke indsigt, i pashtunsk kultur og pashtunwali. Betydningen af ’gæstfrihed’ og ’ordsprog’ nævnes så mange gange, at også den uopmærksomme læser kan være med.
Havde bogen været forsynet med flere fakta eller mere refleksion, ville det have højnet den; det samme havde en redaktør, der havde krævet et opgør med tillægsordenes overbud.
Alligevel kan bogen anbefales som letlæst introduktion til en lukket verden, der er meget langt fra vores, men som påvirker den; på politisk niveau og på jorden i Afghanistan.
[divider]Tilmeld vores nyhedsbrev[/divider] [wysija_form id="4"] [divider]---[/divider]
Kommentare