Det er seks år siden, jeg blev færdig på universitetet. Fem år siden, jeg blev ansat i en civil lederstilling i forsvaret. Halvandet år siden, jeg kom hjem fra Afghanistan. Nu befinder jeg mig på Hærens Sergentskole som laveste led i fødekæden og med ’javel’ som vigtigste ord.
Af sergentelev Jeanette Serritzlev
Det er lidt som at være rykket tilbage til start. Jeg er i en alder af 33 år begyndt på sprogofficersuddannelsen (SPROF). Den består af fire måneder på Hærens Sergentskole i Sønderborg og resten af tiden på Forsvarsakademiet på Svanemøllen Kaserne. Derefter følger en udsendelse. Da mit sprog er pashto, kan jeg med stor sandsynlighed forvente en udsendelse til Afghanistan i 2013 eller 2014.
Gennem fire år som informationschef i Totalforsvarsregion København har jeg været vant til en semigrøn funktion, og uniformen har været en del af arbejdet. Alligevel er det en omvæltning at gå fra en cheffunktion og akademisk arbejde, herunder et år som underviser på Søværnets Officersskole – og til lige pludselig at være den, der modtager ordrer, primært udfører praktisk arbejde og svarer på lærerens spørgsmål.
Virkeligheden er drejet 180 grader, og indkomsten gået ned. Alligevel er jeg, det meste af tiden, sikker på, at jeg har truffet det rette valg.
Når udfordringen er en betonmur
Hvor jeg i mit daglige virke normalt bliver vurderet på analytisk sans, kommunikativ kompetence og evnen til at formidle og engagere, drejer det sig i disse måneder primært om at have pudset støvlerne, have styr på sin våbenbetjening og kunne udvise fornuftige fysiske resultater.
De faglige udfordringer er her helt konkrete. Som en to meter høj mur på forhindringsbanen. Stående over for den kan ønsket om en almindelig kommunikationskrise godt nå én. Det nåede i hvert fald mig. Hvor jeg har en idé om, hvordan jeg går til det papirfaglige, har jeg noget sværere ved at finde ud af, hvordan man spiser en betonmur i små bidder. Det er ved mødet med muren, at tanken godt kan ramme: ’Var det her en rigtigt god idé?’ – for kan jeg overhovedet det her?
Men når dagen er gået, eller når næste forhindring viser sig at være en sjov udfordring, er glæden ved at være i det grønne tøj tilbage. Og der er lys for enden af tunnelen. Når jeg har overstået månederne på sergentskolen, står den på – primært – boglig undervisning på Institut for Sprog på Forsvarsakademiet.
Jeg kan jo lige så godt indrømme det; jeg vil så gerne være soldat, men der er ikke nogen fuldskarp kampsoldat gemt i mig. Til gengæld er jeg sikker på, at jeg besidder de egenskaber, der gør en glimrende stabsofficer. Det er der, mine interesser ligger. Men selvfølgelig skal den grundlæggende del være på plads. Det er således ingen kritik af de krav, der bliver stillet. Kun en erkendelse af, at mine arme stadig er et stykke fra at kunne løfte mig og honorere kravet om kropshævninger, jf. Forsvarets Fysiske Test.
Hvis ikke jeg vidste, hvad jeg gjorde …
Sprogofficersuddannelsen kræver ingen forudsætninger fra forsvaret. 15 af de 20 i delingen har således ingen forhistorie med systemet. Det forventes dog, at man ret hurtigt kommer ind i forkortelser, huskeord og forståelse for, hvordan butikken er skruet sammen.
Noget kommer også hurtigt af sig selv. ’UMAK’, ’CAF’ og ’INF’ bliver hurtigt inkorporeret i sproget. Men jeg skal gerne indrømme, at jeg ville føle mig noget frustreret, hvis ikke jeg havde den baggrund, jeg har. Det gælder både som ansat, udsendt og frivillig i hjemmeværnet.
Det betyder meget, at ’FALKUSE’ og ’BSO’ ikke først skal afkodes og forstås, men blot evt. justeres til den her på stedet herskende måde at gøre det på. Jeg sender varme tanker til Hjemmeværnsskolen for god føringsuddannelse de sidste par år, ligesom jeg glæder mig over at konstatere, at min funktion som frivillig operations- og efterretningsofficer også udgør en støtte.
Vi træner til virkeligheden
Det koster lidt blod, sved og tårer – og træk på opsparingen i en høj alder at gå i gang med en officersuddannelse. Men jeg får også meget igen. Fagligt, personligt – og fysisk. Forsvarets uddannelser tilbyder en unik kobling af teori og praksis. Da jeg gik på universitetet, havde jeg aldrig troet, at det ville drage mig, men det har sin charme at stå i Alssund iført kampuniform og udføre vandgymnastik.
Det operative sigte gennemsyrer alt, hvad vi gør. Vi træner ikke for at træne, men på baggrund af erfaringerne fra missionerne. ”Havde I gået sådan i Afghanistan, var I alle døde nu,” sagde vores ene instruktør tidligere på ugen. På nogen virker det afskrækkende. Personligt oplever jeg det som et incitament til lige at gøre det ekstra for at gøre tingene ordentligt.
Når jeg om to år meget muligt er tilbage i den helmanske ørken, vil jeg nok sætte pris på, at jeg blev presset lidt undervejs. Også selv om jeg indimellem kan drømme mig tilbage til Søværnets Officersskole og en tryg plads foran tavlen med engagerede kadetter, varm kaffe og faste pauser.
Held og lykke med det!