Storbritannien vil fordoble antallet af soldater i Norge fra 1.000 til 2.000 over de næste tre år. Det bekræfter det britiske forsvarsministerium i forbindelse med et besøg i Camp Viking nord for Polarcirklen.
Den britiske forsvarsminister, John Healey, oplyser i en pressemeddelse, at styrkeforøgelsen sker som led i en bredere optrapning i Arktis og det høje nord. Samtidig vil britiske styrker få en central rolle i NATO’s nye Arctic Sentry-mission. Den detaljerede militære planlægning er i gang i NATO-regi.
I september 2026 gennemfører den britisk-ledede Joint Expeditionary Force (JEF) øvelsen Lion
Protector. Her vil luft-, land- og søstyrker fra JEF-landene træne beskyttelse af kritisk infrastruktur mod angreb og sabotage. Øvelsen gennemføres i Island, de danske stræder og Norge.
Allerede i marts indsætter Storbritannien 1.500 Royal Marine Commandos i NATO-øvelsen Cold Response i Norge, Finland og Sverige. Formålet er at styrke evnen til at operere i fjeld- og fjordområder under arktiske forhold.
Healey fremhæver Rusland som den største trussel mod sikkerheden i Arktis siden den kolde krig. Ifølge ham genetablerer Rusland hurtigt en militær tilstedeværelse i regionen, herunder genåbning af tidligere baser.
Regeringen i London har samtidig varslet en varig stigning i forsvarsudgifterne til 2,6 procent af BNP fra 2027.
Den operative udfordring bliver at omsætte politiske ambitioner til vedvarende tilstedeværelse og effekt i et område præget af lange afstande og krævende klima.
For NATO’s nordflanke betyder den britiske optrapning øget kapacitet – men også behov for tæt koordination med nordiske allierede, herunder Danmark.
