Når de nye F-35-kampfly går på vingerne, vil langt flere naboer end i dag blive generet af støj.
Beregninger fra Forsvarsministeriet viser, at 618 boliger i området omkring Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland vil blive udsat for flystøj, der overskrider grænseværdierne.
Det oplyser Forsvarsministeriet på et borgermøde i Vojens Hallerne torsdag aften.
I dag med F-16-flyene drejer det sig om 41 boliger, og dermed vil 15 gange så mange boliger blive ramt af støj.
Koncernstyringschef i Forsvarsministeriet Per Pughom Olsen siger til Ritzau, at 618 er overraskende mange.
– Vi har vidst, at F-35 ville komme til at støje mere end F-16. Men der er ingen tvivl om, at 618 boliger er et stort antal.
For 558 af de 618 boliger er overskridelsen mindre end eller lig med fem decibel. Dermed vil 60 boliger ligge over fem decibel. Og det er ifølge Per Pugholm Olsen færre end forventet.
Oprindelig skulle beregningerne have været offentliggjort sidste år, og det har frustreret mange i området, at de har skullet vente så længe i uvished.
Dermed trækker det nemlig også i langdrag med at få besked om, hvordan de berørte eventuelt vil blive kompenseret af staten.
Beregningerne er således afgørende for, hvor mange af de hårdest ramte der vil blive tilbudt at blive frikøbt af deres huse, fordi det vil være umuligt for dem at leve i flystøjen.
For andre skal beregningerne bruges til at bestemme, om deres bolig skal støjsikres.
Beboerne må dog væbne sig med tålmodighed, for først efter sommerferien vil Forsvarsministeriet fremlægge en kompensationsordning for de mest udsatte naboer, oplyser ministeriet.
De godt 16 milliarder kroner til de nye kampfly blev bevilget af Folketingets finansudvalg i 2017.
Siden har Jyllands-Posten kunnet dokumentere, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) op til bevillingen undlod at informere Folketinget om, at der var problemer med at få valideret tiltag, som skulle sikre, at flyet kunne flyve sådan, at beboerne ikke ville blive tvunget ud af deres huse på grund af støj.
/ritzau/
Hvad med at have permanent station i Karup der er mere råderum, samt mindre vrøvl.
Jeg forstår ikke at Danmark ikke købte den type af F-35 der kan lette og lande lodret så havde det været nemmere at støjsikre området i Skrydstrup