
Den 1. december overtager kommandør Søren Kjeldsen roret som ny chef for Søværnet. Han træder ind i rollen på et tidspunkt, hvor flåden står foran afgørende strategiske forandringer. Kjeldsen af afløser kontreadmiral Henrik Ryberg som går på pension.
Forsvarschef general Michael W. Hyldgaard understreger vigtigheden af Kjeldsens nye rolle og beskriver ham som den rette til at navigere Søværnet gennem de store omvæltninger, der venter: ”Søværnets nye chef står over for en omfattende og hastende opgave med at udvikle Søværnet. En udvikling, der vil efterlade markante aftryk på værnets struktur og kapaciteter de næste mange årtier. Søren Kjeldsen er med sin strategiske disposition, sømilitære erfaring og indgående forståelse for Søværnets opgaver og kultur den rette til at løfte denne opgave.”
Kjeldsen selv lægger vægt på betydningen af kontinuitet i opgaven med at beskytte Kongeriget, men anerkender også de særlige udfordringer, Søværnet står overfor i dag. ”Det er en stor ære at stå i spidsen for Søværnet på et tidspunkt, hvor vi dagligt mindes om, at visse værdier er værd at kæmpe for. Selv i flådens 500-årige perspektiv vil de kommende år være præget af store forandringer, både i trusselsbilledet og i vores opgaveløsning. Men Søværnets mission er og bliver uændret: at passe på Kongeriget. Jeg ser frem til at tackle den opgave sammen med Søværnets dedikerede personel.”
