Rusland skruer bissen på: Arktis er vores territorium

Arktis er vores territorium, vores land, siger Ruslands udenrigsminister før møde i Arktisk Råd, skriver AFP.

Arktis er “vores territorium, dette er vores land”, siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, på et pressemøde i Moskva.

Ordene falder forud for et møde i Arktisk Råd i Reykjavik med deltagelse af blandt andre Lavrov, USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, og deres danske kollega, Jeppe Kofod (S).

– Det har stået fuldstændig klart for alle i lang tid, at dette er vores territorium, dette er vores land, siger Lavrov om Arktis ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Vi er ansvarlige for at sikre, at vores arktiske kyst er sikker, føjer han til.

Han advarer forud for mødet i Arktisk Råd Vesten mod at skære dele ud af Arktis og gøre dem til deres egne.

– Lad mig igen understrege: Dette er vores land og vores farvande.

LÆS OGSÅ :  Rusland affyrer varselsskud mod britisk krigsskib

Rusland har nogle spørgsmål, det ønsker afklaret om Natos rolle i Arktis, Siger Lavrov. Han nævner Norge som et land, der “forsøger at retfærdiggøre et behov for, at Nato kommer ind i Arktis”.

USA’s udenrigsminister kom mandag til København for at mødes med den danske regering og de øvrige parter i det danske rigsfællesskab. Situationen i Arktis var øverst på dagsordenen.

Mødet i Arktisk Råd finder sted i den islandske hovedstad onsdag og torsdag.

Medlemmerne af Arktisk råd er landene, der grænser op til Arktis. Heriblandt er Rusland. De øvrige er Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, USA og Canada.

USA har indgået nye baseaftaler med Norge. Det giver det amerikanske militær betydelige muligheder for at gøre sig endnu mere gældende i det arktiske område.

LÆS OGSÅ :  Danmark vil trække soldaterne hjem fra Afghanistan

Den globale opvarmning har åbnet for, at der kan etableres nye sejlruter mellem Europa, Nordamerika og Asien via Arktis. Det kan ifølge geopolitiske eksperter føre til en rivalisering mellem Rusland og Kina på den ene side, og USA og Europa på den anden, om at sikre sig kontrollen over sejlruterne.

Møder i Arktisk Råd har traditionelt været fokuseret på samarbejde mellem landene i organisationen. Trods spændinger i forholdet mellem USA’s præsident, Joe Biden, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, så erklærede begge parter tidligere i år, at Arktis skal forblive et område, hvor der samarbejdes.

 

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings