På vej mod målet

Bemærk: Denne artikel er mere end 16 år gammel. Indholdet kan være forældet.

Den Danske Kampgruppe holdt skiftedag torsdag i sidste uge, da Hold 9 overtog kommandoen fra Hold 8. Under den traditionelle overdragelsesparade takkede chefen for Hold 9, oberst Flemming Mathiasen, Hold 8 for den store indsats.

Der var de støvede og garvede. Og de rene og friske. Soldaterne fra Hold 8 og Hold 9 var opstillet side om side, da den traditionelle ToA-parade (Transfer of Authority = kommandooverdragelse) blev gennemført den 11. februar klokken 10 i Main Operation Base Price uden for Gereskh, skriver HOK

Det niende danske styrkebidrag til Helmand skal nu føre faklen videre og fortsætte det arbejde, som forgængerne har påbegyndt. Og arven fra Hold 8 var et af de emner, som chefen for Hold 9, oberst Flemming Mathiasen, berørte i sin tale.

– I valgte meget bevidst fra starten at gøre det til en kerneopgave at forberede og sikre, at overdragelsen til os skete med størst mulig effekt, lavest muligt fald i den operative indsats og færrest mulige frustrationer for det indkommende hold, sagde Flemming Mathiasen.

Krævende opgave forude
– Vi står nu ved starten af den opgave, I så længe har arbejdet målrettet frem mod. Nogle af jer har gennem de sidste dage overtaget jeres funktion, men fra i dag er hele opgaven vores ansvar. Det er en stor opgave, der ligger foran os. Det er en opgave, der vil kræve det bedste af alle, sagde Flemming Mathiasen til de forsamlede soldater.

Obersten brugte lejligheden til at understrege over for soldaterne fra den Danske Kampgruppes enheder, at indsatsen i Afghanistan er inde i en ny fase.

– Der er sket en meget positiv udvikling i vores operationsområde, men behovet for vores tilstedeværelse er fortsat stort. Vi vil fokusere på at beskytte befolkningen mod Taleban. Derudover vil vi styrke samarbejdet med de afghanske sikkerhedsstyrker, så snart der kommer flere afghanske styrker ind i vores område, sagde Flemming Mathiasen.

– Vi skal gøre vores yderste for at sikre, at befolkningen beskyttes, og det fordrer, at vi taler med dem. Det må derfor være en pligt for alle at være imødekommende overfor afghanerne – både de civile og sikkerhedsstyrkerne – og at udnytte mulighederne for at tale med dem, når vi møder dem, understregede den danske styrkechef.

Abonnér
Giv besked om

0 Comments
Ældste
Nyeste Flest stemte