Overlærer frarådede at hærchefs kæreste blev optaget på uddannelse

Der var andre ansøgere, der var mere kvalificeret til attraktiv uddannelse end hærchefs kæreste, siger lærer.

H.-C. Mathiesen - Foto: Forsvarsgalleriet

Det var helt usædvanligt, at en officer, der ikke har været på internationale missioner, blev optaget på en eftertragtet lederuddannelse i Forsvaret.

Det siger oberst Susanne Lund, der var underviser på uddannelsen kaldet Operations- og Føringsuddannelsen.

Det var den uddannelse, som hærchef Hans-Christian Mathiesens kæreste og nuværende hustru blev optaget på i 2016.

Den nu hjemsendte hærchef er tiltalt for at have misbrugt sit embede for at fremme kvindens adgang til den attraktive lederuddannelse.

– Jeg blev bedt om at lave en vurdering af ansøgerfeltet, og hun (hærchefens kæreste og nuværende hustru, red.) var ikke på min liste, siger Susanne Lund.

LÆS OGSÅ :  Hjemsendt hærchef afviser at have banet vej for kærestes uddannelse

Hun var som overlærer ansvarlig for uddannelsen tilbage i 2016 og afgiver tirsdag eftermiddag vidneforklaring i Retten i Viborg, som behandler sagen. I dag arbejder hun som chef for Forsvarets kommunikationsafdeling.

Hærchefens samlever manglede ifølge overlæreren erfaring fra internationale missioner.

Det var den hidtidige praksis, at man skulle have været udsendt for at blive optaget, forklarer Susanne Lund.

Var der andre ansøgere, der var mere kvalificeret til optagelse på uddannelsen, spørger sagens anklager, auditør Claus Risbjerg.

LÆS OGSÅ :  Forsvarsadvokat: Hærchefens fejl er ikke en sag for retten i Viborg

– Ja, lyder vurderingen fra vidnet.

Susanne Lund siger, at hun inden forløbet omkring samleverens optagelse på uddannelsen havde talt med hærchefen om sagen.

Hendes råd var, at samleveren skulle vente med at søge ind på uddannelsen, til hun havde høstet internationale erfaringer.

Men det endte alligevel med, at hærchefens samlever søgte ind og blev optaget.

Anklageren mener, at hærchefen blandede sig og fik ændret kriterierne for, hvem der kunne optages.

LÆS OGSÅ :  Forsvarschefen: Dom til hærchef bør føre til selvransagelse

Blandt andet ved at erfaringer fra internationale operationer ved bedømmelsen af ansøgere blev nedtonet til fordel for ansøgerens studieegnethed.

Den tidligere hærchef afviser alle beskyldninger om embedsmisbrug og pligtforsømmelse.

Sagens anklager, auditør Claus Risbjerg, går efter at få hærchefen, der blev hjemsendt i oktober 2018, idømt en fængselsstraf, hvis han findes skyldig.

Sagen fortsætter med de sidste vidneafhøringer 18. maj, hvor blandt andre forsvarschef Bjørn Bisserup skal afgive forklaring.

Retten ventes at afslutte sagen dagen efter.

 

/ritzau/

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0