OVERBLIK: 10.980 danske soldater har været i Afghanistan

Siden 2002 har Danmark bidraget med 10.980 soldater til krigen i Afghanistan. Tirsdag kommer de sidste hjem.

Arkivfoto, ISAF hold 14, Afghanistan. Foto: Forsvaret

Tirsdag tager de sidste danske soldater, der har været udsendt til Afghanistan, hjem.

Danske soldater har i mange år været en del af en Nato-mission.

Danmark besluttede i april at afslutte næsten 20 års militær tilstedeværelse i Afghanistan inden for de kommende måneder.

Læs her om Danmarks bidrag:

* Efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i USA den 11. september 2001 gik USA i krig mod Taliban-styret i Afghanistan.

* Folketinget besluttede i december 2001, at Danmark ville bidrage til den amerikanskledede internationale indsats i Afghanistan.

* I januar 2002 blev det besluttet, at Danmark også ville bidrage til Natos internationale sikkerhedsstyrke.

* Det første år bestod det danske bidrag af stabselementer fra hæren, nationalt støtteelement, kampfly, transportfly samt bidrag til flere Provincial Reconstruction Teams. Et Provincial Reconstruction Team (PRT) var en enhed med både militære og civile elementer.

LÆS OGSÅ :  Fotoserie: Leopard 2 kampvogn

* I 2006 blev det samlede danske bidrag øget, og der blev indsat op imod 290 soldater i Helmand-provinsen under kommando af den britiskledede taskforce i provinsen.

* Fra begyndelsen af 2015 overtog de afghanske nationale sikkerhedsstyrker det fulde ansvar for sikkerheden i landet.

* Derfor fokuserede Danmark fra 2018 sit engagement til at bidrage til øget sikkerhed og stabilitet i Afghanistan gennem en styrkelse af de afghanske sikkerhedsstyrker.

* De seneste tre år har Danmark årligt bidraget med et gennemsnitligt beløb på 425 millioner kroner til landet.

LÆS OGSÅ :  OVERBLIK: Det er der sket i Afghanistan søndag

* Danmarks militære bidrag er i dag på cirka 140 personer, der alle er samlet i hovedstadsområdet ved Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for Nato, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpoliti-opgaver.

* I alt har cirka 12.000 danske soldater været udsendt. Flere har været udsendt flere gange. Således har der været cirka 21.000 udsendelser til Afghanistan fra Danmark siden 2002.

* 37 personer er blevet dræbt eller er omkommet som følge af kamphandlinger under udsendelse for Danmark.

* Syv personer er døde ved sygdom, ulykke eller anden skade, som ikke direkte kan forbindes til kamphandlinger.

Kilder: Nationalmuseet, Forsvaret, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet.

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *