Hvert år bruger Søværnets Operative Kommando tid og penge på at lede efter mennesker, der ikke er blevet væk. Det kan et lille nyt mærkat lave om på.
Når nogen spotter en herreløs båd, kano eller et surfbræt, der flyder rundt på vandet, opstår der en naturlig frygt for, at ejermanden er druknet. Men det er langt fra altid tilfældet. Derfor introducerer TrygFonden i samarbejde med Søværnets Operative Kommando nu Operation Sømærkning, som er et gratis, vind- og vandsikkert mærkat med personlige kontaktoplysninger, som ejere af bl.a. både og kajakker kan sætte på deres vandudstyr og på den måde være med til at redde liv.
Sidste år havde SOK 87 redningsaktioner, hvor man endte med ikke at kunne konstatere en søulykke. Hvis ejere af både, kanoer og surfbrætter tager mærkatet til sig og der dermed kommer en tydelig afsender på udstyret, kan man sikre, at de der vitterlig er i fare får hurtig hjælp, men også samtidig undgå unødige redningsaktioner, mens ejeren af båden sidder trygt inde på land.
– Når vi har telefonnumre på ejeren og et familiemedlem eller en ven, så kan vi hurtigere afgøre, om nogen er savnet og om deres liv dermed er i fare, eller om der bare er nogen, der vil blive glade for at få deres udstyr igen, siger orlogskaptajn Kenneth Nielsen fra Søværnets Operative Kommando.
Mærkatet kan bestilles gratis på trygfonden.dk. Direkte link.
Kilde : Søværnets Operative Kommando
Kommentare