Nye kampfly skaber hundredvis af job i Danmark

Det første danske F-35-kampfly er nu ved at blive samlet i Texas. Kampfly-produktionen skaber job i Jylland.

F-35 Joint Strike Fighter Foto: C. Sundsdal - krigeren,.dk

Det går støt fremad med at skaffe ordrer til danske virksomheder i produktionen af de nye F-35-kampfly, som Danmark køber 27 af.

Det vurderer Henrik Lundstein, der er chef for Kampflykontoret under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

– Når jeg ser på mine kolleger rundt omkring, så er Danmark fuldt med. Vi får det, som vi har kunnet forvente på nuværende tidspunkt, siger han.

Som partnerland i udviklingen af flyet er danske virksomheder med til at konkurrere om kontrakter på dele til produktionen og på vedligehold af de mere end 3000 F-35’ere, der er bestilt på verdensplan.

Ifølge Henrik Lundstein har det foreløbigt resulteret i danske ordrer for omkring fire milliarder kroner, og han forventer endnu flere i de kommende år.

Det betyder hundredvis af danske arbejdspladser og deraf følgende skatteindtægter, som kan knyttes direkte til F-35-projektet.

Men mindst lige så vigtigt er det ifølge Henrik Lundstein, at den danske forsvarsindustri med ordrerne kommer med på en teknologisk bølge, der bliver vigtig i fremtiden.

– Det betyder fremadrettet for Danmark, at vi får mulighed for også at byde ind på andre højteknologiske områder, fordi vi har opbygget den nødvendige viden i F-35-produktionen, siger han.

550 medarbejdere i Grenaa og Aarhus

Når man taler om F-35 og den danske forsvarsindustri, er det umuligt ikke at nævne Terma.

Den østjyske radar- og våbendelsproducent tegner sig for langt størstedelen af ordrerne.

Koncerndirektør Steen Lynenskjold fortæller, at Terma hidtil har fået ordrer for 3,7 milliarder kroner ind i forbindelse med F-35-kampflyene.

– Så det er en afgørende forretning for os. Det er en kæmpe del af vores omsætning, der i dag kommer fra det projekt, siger han.

Terma har i dag i Grenaa og Aarhus 550 medarbejdere, der arbejder på ordrer, der knytter sig til kampflyet.

– Dertil kommer, at vi de næste ti år regner med at få yderligere omsætning fra F-35-flyene for omkring 800 millioner kroner om året – altså omkring 8 milliarder kroner, siger Steen Lynenskjold.

Danmark betaler i alt 16,4 milliarder kroner for flyene, hvis samlede omkostninger dog ventes at løbe op omkring 60 milliarder kroner over de næste 30-40 år.

Det første af de danske fly skulle efter planen leveres 4. april på en militærbase i Arizona, USA, men på grund af coronaudbruddet bliver leverancen formentlig udskudt, vurderer FMI.

 

 

/ritzau/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *