Nato-lederne har formelt godkendt at udstationere fire fremskudte bataljoner i de baltiske lande og Polen.
Natos nye fremskudte tilstedeværelse tæt på Rusland har ingen tidsbegrænsning.
Det siger forsvarsalliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, fredag aften, efter at Nato på et topmøde i Warszawa formelt har besluttet at udstationere fire bataljoner i henholdsvis Estland, Letland, Litauen og Polen.
– Det gør det klart, at et angreb på én allieret vil blive betragtet som et angreb på hele alliancen, siger Jens Stoltenberg.
Han siger samtidig, at den nye Nato-beslutning er udløst af Ruslands brug af militær magt i Europa, hvor russerne for to år siden annekterede den ukrainske halvø Krim.
Storbritannien vil fra næste år lede den fremskudte Nato-bataljon i Estland, Canada vil lede bataljonen i Letland, mens Tyskland tager føringen i Litauen og USA i Polen.
Danmark vil deltage med op til 200 soldater i Natos fremskudte bataljon sammen med briterne i Estland, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på topmødet i Warszawa.
Samlet ventes de fire Nato-bataljoner i medlemslandene tæt på Rusland at bestå af op imod 4000 soldater.
– Det er et vigtigt skridt. Men det er kun en del af en større indsats, siger Nato-chefen.
For oversigt over alle NATO relateret nyheder : Tryk Her
/ritzau/
