Landets kaserner sender næsten alle soldater hjem

Almegårds Kaserne, Bornholm. Foto: Christian Sundsdal

Langt hovedparten af de ansatte på landets kaserner bliver i løbet af torsdag sendt hjem. Det sker på baggrund af nye retningslinjer fra forsvarschefen for at bekæmpe udbredelsen af corona-virusset.

Det oplyser oberst René Nyborg Sindberg-Sørensen, der er chef for Ingeniørregimentet i Skive til Skive Folkeblad.

– Vi indstiller al vores uddannelses- og øvelsesvirksomhed. Det betyder, at vi begynder at hjemsende samtlige medarbejdere. Det kommer til at ske i god ro og orden, siger René Nyborg Sindberg-Sørensen.

Der er dog undtagelser. Der vil stadig være en fuldt bemandet vagtfunktion på kasernen. Ammunitionsrydningstjenesten fortsætter også med fuld bemanding, og de Skive-soldater, der i øjeblikket er hjælper politiet ved grænsen til Tyskland, skal også blive der.

Soldater og civile medarbejdere er foreløbig hjemsendt frem til 1. april. De medarbejdere, der kan arbejde hjemmefra, skal i videst muligt gøre det. Samtidig skal medarbejdere være klar til at blive kaldt tilbage til kasernen med kort varsel, skriver Skive Folkeblad.

Hjemsendelsen gælder både værnepligtige, professionelle soldater og civile medarbejdere. Det nye hold værnepligtige på Skive Kaserne begyndte deres værnepligt i februar. Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med resten af deres værnepligtstid.

Alle de hjemsendte får fuld løn i hjemsendelsesperioden.

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0