Danmark får nu sin første forsvarsattaché i Kina. Det sker, når brigadegeneral Carsten Rasmussen bliver ansat som forsvarsattaché på den danske ambassade i Beijing. Carsten Rasmussen har tidligere arbejdet i forsvarsministeriet med fredsbevarende operationer og han var i 2008-2013 forsvarsattaché ved den danske ambassade i Warszawa.
Forsvarsminister Nicolai Wammen udtaler:
“Jeg er meget tilfreds med, at Danmark nu får en forsvarsattaché i Kina. Det er et godt tidspunkt at styrke båndene mellem vores to lande på. Ikke mindst set i lyset af Kinas øgede åbenhed i forhold til omverdenen og større internationale fokus.
Globaliseringen, Kinas økonomiske fremgang og landets øgede rolle på den internationale scene understreger også vigtigheden af at have et tættere samarbejde med Kina. På dét punkt er en forsvarsattaché meget værdifuld.”
Forsvarsministeren besøgte Kina
Forsvarsminister Nicolai Wammen besøgte i denne uge Kina som den første danske forsvarsminister i 14 år.
Under besøget mødtes Nicolai Wammen blandt andet med den kinesiske forsvarsminister Chang Wanquan og næstformanden for Kinas centrale militærkomite, Xu Quiliang. Som led i besøget inspicerede Nicolai Wammen også det kinesiske flyvevåbens 24. division samt den 196. infanteridivision fra den kinesiske hær.
“Danmark og Kina har fælles interesser på en række punkter. Vi er begge søfartsnationer og derfor afhængige af åbne søveje, der er en af hjørnestenene i international handel. Både Kina og Danmark bidrager både til den internationale pirateribekæmpelse i Aden-bugten og til FNs fredsbevarende mission i Mali.
Og så er jeg er også glad for at begge lande netop i disse dage deltager i den fælles FN-OPCW operation, med henblik på at fjerne og destruere Syriens kemiske våben”, siger Nicolai Wammen.
[box_tip]En forsvarsattaché har til opgave dels at skabe kontakt mellem eget lands og det udenlandske forsvar, dels at indhente oplysninger til brug for eget forsvar. Attachéen er officielt akkrediteret, og dermed godkendt, af værtslandet. Det betyder, at han har direkte adgang til relevante ministerier – specielt forsvarsministeriet – samt underliggende militære myndigheder efter værtslandets nærmere bestemmelse.[/box_tip]Kilde: Forsvarsministeriet

Danmark synes godt om Kina, men kun så længe Det ikke har indflydelse i Grønland.