Jobopslag i Forsvaret: Vores kernekompetence er ”at slå ihjel”

Befriende med ærligt og direkte sprog, lyder en reaktion på et jobopslag i Forsvaret, der angiver, at ”vores kernekompetence er at slå ihjel”. Formuleringen er dog siden fjernet.

arkivFoto: Forsvarets uddannelser

”Vores kernekompetence er at slå ihjel – så råt, så simpelt og så enkelt er det!”

Sådan lød det indtil middagstid torsdag i et stillingsopslag fra Den Kongelige Livgarde, der søger en ny kompagnichef for 2 Mekaniserede Infanterikompagni/I/Den Kongelige Livgarde (1. Brigade). Ansøgeren skal ifølge opslaget være ”bevidst” om denne kompetence, stod der i opslaget.

”Vi skriver, som vi gør, for at understrege kernen af vores opgave: At vi skal have mere succes med at slå modstanderen ihjel, end de har med at slå os ihjel,” siger oberstløjtnant Henrik Hvilsom fra Forsvaret til Kristeligt-Dagblad.dk.

Er det nødvendigt med et så dramatisk ordvalg?
”Da vi skriver til et mindre publikum, der godt ved, hvad det drejer sig om, så er det for at skærpe, at vi søger en militær profil, som er i stand til at komme ind i et kompagni og uddanne dem til kamphandlinger. Man kan ikke så godt angribe med forsigtighed. Vi prøver at være klare om, at vi søger en mand, der kan og vil stå på mål for den militære profession. Der er ingen tvivl om, at måden, man bør læse opslaget på, er, at når vi går på skydebanen, er det ikke for at kunne skyde roser i Tivoli, men for at kunne ramme en fjende,” siger Henrik Hvilsom til Kristeligt-Dagblad.dk.
Kadet i Hæren, afghanistanveteran og folketingskandidat for De Konservative Caspar Stefani kalder sprogbrugen i stillingsopslaget for ”befriende”.

I Hæren og Livgarden har man ikke glemt kerneopgaven og tør stå ved, hvad der skal til for at lede en stående kampenhed.

”Man ser så ofte opslag til stillinger i det offentlige med bullshit-ord om, at man skal være dynamisk og innovativ. Man forstår ofte ikke, hvad kerneopgaven egentlig er. I dette tilfælde forsøger man ikke at skabe en anden virkelighed. I Hæren og Livgarden har man ikke glemt kerneopgaven og tør stå ved, hvad der skal til for at lede en stående kampenhed. Det er ærligt og konkret, at man først og fremmest søger en kriger og ikke en diplomat,” siger Caspar Stefani.

Ifølge Henrik Hvilsom er der ikke nogen generel modstand i Forsvaret mod at pakke tingene ind i buzzwords, glatte modeord.

”Men fordi vi skriver til et internt publikum, der allerede har militærerfaring, behøver vi ikke bruge formuleringer, som at ’vi søger et robust menneske’. Der ville vi nok i stedet skrive, at ’du skal kunne håndtere mange forskelligrettede hensyn på et tidspunkt, hvor du er under beskydning, og hvor folk omkring dig ligger og dør og er sårede’,” siger han.

Casper Stefani mener desuden, at mange uden for Forsvaret kan have svært ved at indse, hvad det er, danske soldater er til for. Han nævner reaktionen på den danske dokumentarfilm ”Armadillo” fra 2010, hvor man fulgte danske soldater i Helmand-provinsen i Afghanistan.

”Mange var i chok over, hvad vi lavede i Afghanistan. Nogle går med skyklapper, når det handler om vores soldater på opgaver for at skabe fred. Det har også en voldelig del, hvor opgaven er at slå ihjel. Man kan ikke løse alt med dialog. Det er ikke, fordi vi har en voldsforherligende kultur. Danske soldater er ikke skydegale, vi tænker selvstændigt og ved, at vores beslutninger i kampens hede har store konsekvenser,” siger han.

Siden Kristeligt Dagblad har været i kontakt med Forsvaret om jobopslaget, er ordlyden om at slå ihjel blevet fjernet fra teksten. Da Kristeligt Dagblad igen talte med Henrik Hvilsom, var han ikke klar over, at sætningen om at slå ihjel var blevet fjernet fra opslaget.

Læs hele historien på Kristeligt-Dagblad.dk

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0