Højt brag efter Forsvaret bryder lydmuren over Fyn

To kampfly fra Forsvaret har torsdag brudt lydmuren. På Fyn og Sjælland har man kunnet høre et højt brag.

Arkivfoto: Danske F-16 fly. Foto : Krigeren.dk.

Forsvaret har torsdag formiddag brudt lydmuren over Fyn, da de sendte to kampfly ud til Østersøen for at undersøge uidentificerede fly.

Det betyder, at man på Fyn og Sjælland har kunne høre et højt brag.

Det er nogle gange nødvendigt at bryde lydmuren, for at kampfly kan nå frem til deres destination til tiden. Det oplyser Lars Skjoldan, pressevagt ved Forsvarskommandoen.

Det er noget, der sker forholdsvis sjældent. Dagens brag er anden gang, det er sket i år.

– Det er noget, vi prøver at undgå i videst muligt omfang. For det er noget, der larmer, og det er noget der påvirker folk, siger Lars Skjoldan.

LÆS OGSÅ :  Forsvaret har anskaffet to elektriske fly

De to fly har ifølge Lars Skjoldan gennembrudt lydmuren et sted over Fyn og er så fortsat hen over Sjælland.

– Der sker det, at når man gennembryder lydmuren og så bliver ved med at flyve hurtigt, så trækker man det her overlydsbrag efter sig. Så det er nærmest i en stribe fra midten af Fyn og ud imod Bornholm, man har kunnet høre det.

LÆS OGSÅ :  Russiske fly krænker dansk luftrum nær Bornholm

Flyene, som kommer fra Forsvarets afvisningsberedskab, blev sendt afsted fra Flyvestation Skrydstrup, fordi man opfangede spor efter uidentificerede fly over Østersøen.

Forsvaret kan ikke sige mere om hændelsen på nuværende tidspunkt.

Men det er flere gange tidligere sket, at Forsvarets fly er gået på vingerne, når der dukker uidentificerede fly op.

Sidste år var afvisningsberedskabet på vingerne 42 gange, og 37 af gangene blev de sendt til Østersøen. Det oplyser Forsvaret på deres hjemmeside.

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GIPHY App Key not set. Please check settings