Hjemsendte medarbejdere i FE-sag tilbydes nye job

Mens sagen mod Forsvarets Efterretningstjeneste står på, tilbydes hjemsendte medarbejdere job i ny stilling.

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen. Foto: FE

Der er et nyt job til de fem hjemsendte i sagen mod Forsvarets Efterretningstjeneste, hvis de vil have det.

Det fremgår af et svar til Folketinget fra forsvarsminister Trine Bramsen (S).

– Forsvarsministeriets departement og Forsvarsministeriets Personalestyrelse har indledt en dialog med de fem medarbejdere, der er tjenestefritaget, om at varetage stillinger, der ikke relaterer sig til efterretningstjenesten, skriver hun.

Det er inden for statens område. Forsvarsministeren har hjemsendt FE-chef Lars Findsen, tidligere departementschef Thomas Ahrenkiel, der var FE-chef til 2015, samt yderligere tre medarbejdere.

Svaret kommer forud for nyheden om, at regeringen vil nedsætte en kommission, der skal undersøge kritikken af efterretningstjenesten.

LÆS OGSÅ :  Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste fritaget fra tjeneste

Den får et år til arbejdet, og beretningen fra kommissionen skal være fortrolig af hensyn til sagens karakter.

Den skal undersøge mulig spionage mod danske statsborgere, eventuel svigtende orientering af skiftende forsvarsministre og FE’s mulige tilbageholdelse af urigtige oplysninger.

Desuden skal den undersøge mulig spionage mod en ansat i Tilsynet med Efterretningstjenesterne, som rejste kritikken i august.

Forsvarsordfører Eva Flyvholm fra Enhedslisten mener, at hjemsendelsen var klog.

– Det er klogt at hjemsende de medarbejdere, man kan ikke sidde i centrale jobfunktioner, mens sagen er i gang. Det er op til Forsvarsministeriet at afgøre, hvad der skal ske med dem, siger hun.

LÆS OGSÅ :  OVERBLIK: Her er anklagepunkterne mod Forsvarets Efterretningstjeneste

Også SF er godt tilfreds med håndteringen ifølge forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen (SF).

– Som jeg forstår forsvarsministeren, er det helt almindelig procedure, at man hjemsender medarbejdere, indtil der er en afklaring, og det er helt almindelig procedure, at man henviser dem til andre stillinger i mellemtiden, siger hun.

Da de blev hjemsendt, var de borgerlige partier skeptiske over for, hvad det betyder for de hjemsendtes fremtidige karriere.

 

 

 

/ritzau/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *