Det er sjældent kuldens skyld, hvis EH101 ikke kan komme i luften om vinteren. Avancerede systemer sørger nemlig for at holde is fra at lægge sig på rotorbladene og andre kritiske steder, som kunne gøre det farligt at flyve med helikopteren i det kolde vejr.
Systemet til at beskytte rotorbladene mod is hedder Rotor Ice Protection System (RIPS) og består af varmelegemer i rotorbladene, som er delt ind i zoner. For at have strøm nok til at varme rotorbladene op, varmer man ikke hele rotoren op samtidig men kører derimod opvarmningen i sekvenser.
Selve varmelegemerne er lavet af berylium, som er et af de bedste materialer til at lede varme. Uden om det er et lag aluminium, dels for at beskytte varmelegemet og dels af hensyn til sikkerheden for de, der har med helikopteren at gøre. Berylium kan nemlig være særdeles sundhedsskadeligt.
Finder selv ud af vejret
Inden systemet med rotoropvarmningen – der altså kaldes RIPS – startes op, har et andet system på helikopteren målt, om det er nødvendigt med varme i rotorbladene. Dette system kaldes Ice and Snow Detection System (ISDS) og består blandt andet af en måler i helikopterens forreste ende lige over piloterne. Optiske sensorer i denne opfanger og videresender informationer til en elektronisk enhed, som så kan regne sig frem til, om det er nødvendigt at varme rotorbladene op.
Der findes varmelegemer i både de fem store rotorblade og i haleroret. Ud over det er der på EH101 Merlin opvarmningssystemer, der sørger for, at der ikke sætter sig is omkring luftindtaget til motoren. På den måde kan det undgås, at der bliver suget is ind i selve motoren, der ellers kunne gøre skade på denne. Derudover er der selvfølgelig – lidt lige som i en bil – en måde at holde piloternes vinduer fri for is, sne og dug. Vinduerne er således elektrisk opvarmede og har desuden vinduesviskere og en form for sprinklervæske. Helikopterens kabine kan også varmes op, så besætning og eventuelle passagerer – så som folk, der er blevet reddet – ikke bliver afkølede, mens de er ombord.
Kommentare