Frustrerede ISS-ansatte i Forsvaret: Vi kan slet ikke levere det, vi vil

Almegårds Kaserne, Bornholm. Foto: Christian Sundsdal

Flere medarbejdere i ISS, der arbejder med at gøre rent og lave mad hos Forsvaret, fortæller nu til Fagbladet 3F, at de kæmper med at nå at gøre alt det rent, de skal. De føler sig pressede og klemt mellem deres arbejdsgivers krav og kundernes forventninger.

– Vi skal løbe stærkt, vi skal løbe rigtig stærkt, siger Norma Tolstrup, der er tillidsrepræsentant for rengøringsassistenter i ISS på Flyvestation Karup.

– Og hvis vi siger, at vi ikke kan nå det, er svaret fra ISS’ side bare, at det skal vi. Det skal vi bare, siger tillidsrepræsentanten på flyvestationen, der er forsvarets største arbejdsplads for fastansatte med 2.450 personer. Ifølge Norma Tholstrup er der i dag 24 personer tilbage til at gøre rent på hele området.

– Da ISS overtog, begyndte fyringerne, og siden da er det bare fortsat, så man føler sig jaget, siger en anonym kantine-ansat på en jysk kaserne.

Medarbejderne hos ISS stiller sig frem, efter over 4.000 personer i de seneste uger i protest har meldt sig ind i Facebook-gruppen ”Til kamp mod ISS”. Her klager ansatte i Forsvaret offentligt over standarden af rengøring, bygningsservice og maden i kantinerne.

Det har blandt andet ført til, at fagforeningen Centralforeningen for Stampersonel, nu anbefaler sine medlemmer at tage på hotel fremfor at lade sig indlogere under Forsvarets tilbud. Sammen med soldaternes fagforening HKKF opfordrer de til at indsende billeddokumentation for at løfte sagen.

LÆS OGSÅ :  Forsvarsminister skal i samråd om ISS-sag

ISS overtog i 2018 al service til Forsvaret i hele landet i det, der er Danmarks største såkaldte “Facility Management”-kontrakt. Aftalen gælder kort sagt pasning og pleje af både inden- og udendørsarealer samt forplejning.

For rengøringsmedarbejdere har det betydet, at de nu er færre til at gøre mere rent – til gengæld skal de ikke gøre så grundigt rent, som de gjorde før. Det er en del af aftalen mellem ISS og Forsvaret, siger flere ISS-ansatte.

Fagbladet 3F har talt med et dusin nuværende ansatte hos ISS, der arbejder på forsvarets adresser flere steder i landet, og en håndfuld tidligere ansatte, der har sagt op på grund af arbejdspresset.

Har indgået en for billig kontrakt.
Da ISS overtog opgaverne i 2018 skete det under store overskrifter. Der var tale om Danmarkshistorien største facility management-aftale med en kontraktværdi på omtrent tre milliarder kroner.

Men ISS ville også bringe omkostningerne ned med 30 procent over seks år, og tilbudet var ”markant billigere” end konkurrentens tilbud.

Og i 3F Privat Service, Hotel og Restauration er det tydeligt for formand Tina Møller Madsen, at konflikten bunder i, at ISS og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har indgået en for billig kontrakt.

– Forsvaret ville spare penge, og det er den typiske historie ved udlicitering. Men det friholder ikke de private firmaer fra at skabe ordentlige arbejdsforhold – slet ikke.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har på baggrund af de seneste klager nu oprettet et “operationsrum”, hvor de i samarbejde med ISS skal rette op på de mest akutte klager, fortæller chef for kontraktstyringsafdelingen, Jan Quist Johansen.

LÆS OGSÅ :  Ansatte i Forsvaret sendte 17 klager om dagen

Han kalder de ISS-ansattes fortællinger om deres arbejdsmiljø “bekymrende”:

– Det er vi nødt til at tage alvorligt, og at de føler sig presset fra deres arbejdsgivers side er en af de ting, der vil indgå i vores drøftelser med ISS – om det her er en realistisk måde at gøre det på, siger han og tilføjer, at man i udbuddet netop lagde vægt på at hyre et “anerkendt” firma med overenskomst og CSR-klausuler, altså sociale og miljømæssige hensyn.

ISS vil ikke stille op til interview om de ansattes kritik eller svare på Fagbladet 3F’s spørgsmål. I en skriftlig kommentar skriver den globale rengøringsgigant, at “vores medarbejdere er vores vigtigste ressource, og derfor er vi også meget optagede af, at de har gode arbejdsvilkår, så de kan levere den bedst mulige service til vores kunder”.

– Derfor gør det naturligvis indtryk på os, hvis nogle af vores medarbejdere oplever noget andet end dette, skriver virksomheden og tilføjer, at man har iværksat initiativer i relation til den videre dialog med medarbejderne.

ISS vil i øvrigt ikke oplyse, hvor mange medarbejdere, der var på kontrakten, da virksomheden overtog den landsdækkende drift 1. februar 2018, ligesom ISS ikke vil oplyse, hvor mange medarbejdere, der er ansat under kontrakten i dag.

3 kommentarer

Skriv et svar
  1. Jeg stoppede i Forsvaret for 4-5 år siden. Selv dengang viste alle, at FES kørte rengøringen og maden ud over skrænten.
    Regnearkstyringen er Danmarks største fjende. Og Forsvaret kører 5. Kolonne virksomhed.

  2. Maden er ikke noget at råbe hurra for så er det bedre at gå et andet sted hen at spise.
    køkken personalet gør nok hvad de kan, men er råvarerne og tiden til at lave mad ikke de bedste bliver det der efter. ISS er kun sat til verden for at tjene penge og så skide være med alt andet.
    Jens

  3. Vi har i 3 (-ish) år forsøgt at få en ny håndvask op. De kom så en dag og skulle installere den, men fandt ud af at de fået den forkerte slange med… De kørte igen, og siden da har vi ikke set noget til dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *