Forsvarets driftsudgifter er løbet løbsk for en milliard

Arkivfoto: Forsvaret

Forsvaret har en “ubalance” på driftsudgifterne på 500 millioner kroner i 2022 og igen i 2023.

Det skriver Forsvarsministeriet på sin hjemmeside.

Onsdag er forligskredsen bag Forsvarsforliget blevet orienteret om problemet. De planlagte driftsudgifter for Forsvaret de næste to år er en milliard kroner større end aftalt.

– Vi står med en aktuel udfordring i forhold til Forsvarets driftsøkonomi. Det mærkes i hverdagen for vores soldater.

– Lige nu er oplevelsen mange steder i Forsvaret, at det er svært at få enderne til at mødes på grund af stadig flere opgaver. Når vi adresserer problemet nu, er det fordi, det vil være uansvarligt at lade det køre ind i de kommende år, skriver forsvarsminister Trine Bramsen (S).

“Ubalancen” er fundet i planlægningen af “materiel- og it-drift”. Mens Forsvarsministeriet kalder det en ubalance, kalder Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, det for et decideret forventet driftsunderskud.

Og han er langt fra tilfreds med situationen.

– Forsvarsministeren har i dag – hårdt presset – fortalt os, at der er et forventet driftsunderskud på mindst 500 millioner kroner i 2022 og igen i 2023 i forhold til det, vi har aftalt politisk, siger han og fortsætter:

– Ministeren kan ikke give noget svar på, hvorfor der ikke er styr på driftsudgifterne. Og hun kan ikke forklare, hvorfor hun ikke har grebet ind tidligere.

– Det er dybt utilfredsstillende og dybt beklageligt, at vi er endt her.

Troels Lund Poulsen finder det ekstremt problematisk, at partierne bag Forsvarsforliget ikke er blevet informeret før.

– Hvis vi laver en aftale i Folketinget, og den så ikke bliver fulgt, er den jo ingenting værd. Og derfor har vi heller ingen tillid til Trine Bramsen.

– Hun har siddet med åbne øjne og set på, at man opbygger et kæmpestort underskud, uden at hun har drøftet det med forligskredsen eller gjort noget som helst ved det, siger Troels Lund Poulsen og fortsætter:

– Det er dybt skærpende, at vi først nu – 14 dage inden vi går ind i 2022 – får at vide, at økonomien er i frit fald.

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  1. Der er to sider af denne sag:
    1) Ingen tvivl om, at man har brugt mere end forudset og de penge, der er blevet brugt ud over bevillingen er blevet brugt fornuftigt. Når man sender folk ind midt i Afrika, så KOSTER det rigtige penge. Selvfølgelig gør det det!
    2) Problemet er, at man ikke har rationaliseret tilstrækkeligt: Her kan jeg pege på værnepligten, som er mindre end ingenting værd. Katastrofen med minkskandalen er et eksempel. Spørgsmålet om at anvende værnepligtige (og deres officerer og befalingsmænd) til grænsevagter – det dur ikke! Jeg taler her af gammel erfaring som værnepligtig.