Forsvaret skal forklare udstyr fra Kina for ministeren

Forsvaret har købt produkter fra et kinesisk selskab, der er sortlistet i USA. Minister kræver redegørelse.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kræver nu en redegørelse over Forsvarets brug af overvågningsudstyr fra kinesiske Hikvision.

Det skriver Jyllands-Posten, der lørdag har kunnet fortælle, at Forsvaret har købt produkter fra selskabet, som angiveligt bruges til undertrykkelse.

Ministeren vil nu have undersøgt, om Forsvaret ved fremtidige indkøb af overvågningsudstyr til Danmark kan udelukke firmaet.

– I forhold til Hikvision har jeg på baggrund af artiklen i JP bedt Materiel- og Indkøbsstyrelsen om at redegøre for Forsvarets brug af udstyret samt undersøge om der er grundlag for at udelukke virksomheden, skriver Trine Bramsen i en mail til Jyllands-Posten.

Hikvision endte sidste år på en forbudsliste fra den amerikanske regering, da selskabets produkter hævdes at blive brugt i forbindelse med brud på menneskerettighederne.

De bruges blandt andet til overvågning af kineserne og den etniske minoritet uighurerne.

Både Forsvaret og Aalborg Kommune er blandt selskabets danske kunder.

 

 

 

 

/ritzau/

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0