Den amerikanske regering vil nu direkte opfordre alle amerikanere til at udvise forsigtighed, hvis de agter sig til Europa. Årsagen er ifølge BBC News forlydender om, at terrornetværket [[al-Qaeda]] planlægger terroraktioner mod flere europæiske storbyer.
Amerikanske og britiske kilder har over for BBC bekræftet, at en ny og opdateret rejsevejledning er på vej i kølvandet på terrortruslen. Ifølge en britisk embedsmand vil opfordringen til at udvise agtpågivenhed ikke være rettet mod noget specielt land. USA vil heller ikke gå så vidt som til at advare imod overhovedet at rejse til Europa.
Reaktionen fra USA er et svar på efterretninger om, at al-Qaeda planlægger at samle hold af bevæbnede mænd og sende dem hen, hvor mange mennesker er samlet, for at dræbe civile vesterlændinge.
Frygten går på, at angrebene skal ske på samme måde som ved terroraktionerne i 2008 i den indiske millionby Mumbai. Her blev der uden varsel skudt på tilfældige menensker på en banegård og i restauranter og hoteller. Ifølge efterretningskilder skulle der være tale om at rette koordinerede angreb mod byer i Storbritannien, Frankrig, Tyskland og andre steder i Europa.
Tilsyneladende er angrebene dog ikke umiddelbart forestående. Kilder oplyser til BBC, at at der ikke er foretaget nogen anholdelser, og at “adskillige personer stadig er under overvågning“. De mistænkte omfatter blandt andre britiske statsborgere af pakistansk oprindelse og tyske statsborgere af afghansk oprindelse.
Amerikanske embedsmænd oplyser, at rejseopfordringen vil blive udstedt i dag. En sådan skærpelse af rejseagtpågivenheden kan få negativ indflydelse på den europæiske turisme, hvis rejsende føler, at der er en terrrorisiko og aflyser deres rejser. En opfordring til at udvise agtpågivenhed er dog mindre alvorlig end en en egentlig rejseadvarsel.
Opdatering 4. oktober: TV 2 Nyhederne fortæller at det ikke ændrer på danske rejsevejledninger til resten af europa.